Sønderport
Sønderport ved Kolding Å var toldgrænsen mellem Hertugdømmet Slesvig og Kongeriget Danmark. Toldboden lå oprindelig i Østergade 17, hvor tolderen boede, men blev senere flyttet til porthuset ved Sønderbro. Indførsels- og forbrugsafgifter af indenlandske varer (accise, senere konsumption) skulle også betales, og det skete i også i toldboden.
På Braunius og Hogenbergs prospekt fra 1587 ses en portbygning i træ, og i J.J. Fyhns Koldinghistorie fra 1848 er der en afbildning af porthuset, som det så ud, inden det blev fjernet i forbindelse med opførelsen af den nye stenbro i 1807. Porthuset var J.J. Fyhns barndomshjem.
Konsumptionsboden blev omkring 1800 flyttet til ”enden af forstaden”, dvs. for enden af nuværende Søndergade. Her blev der i 1835 ifølge kæmnerregnskabet opført en ny Sønderport. Det var en mur med to hold piller på hvilke der sad to kugler. Selve porten var en dobbeltdør af træ.(Kolding Stadsarkiv)
Litteratur og kilder
- J.J. Fyhn: Efterretninger om Kiøbstaden Kolding, København, 1848.
- A. Ravnholt: Accise og Konsumtion, Vejle Amts Årbøger 1929.