Chr. Emilius Kaae
Chr. Emilius Kaae
Chr. Emilius Kaae, Brændkjærkirkens indvielse den 24. april 1966. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.
Født: 15. august 1887
Død: 11.juli 1969
Ægtefælle: -
Erhverv: Kendt som Onkel Tom
Christian Emilius Kaae (15. august 1887- 11.juli 1969) er bedre kendt under navnet ”Onkel Tom”. Chr. Emilius Kaae var svinepasser på Brændkjærgård, og efter at gården var revet ned for at givet plads for det nye boligområde, boede han i et hønsehus i Brændkjærgårds gamle køkkenhave - der, hvor Brændkjærkirkens parkeringsplads er i dag, indtil han af helbredsmæssige grunde flyttede til forsorgshjemmet Overmarksgården, hvor han døde 82 år gammel. Han var en af Koldings kendte originaler, holdt foredrag og skrev flere digte, bl.a. til Brændkjærkirkens indvielse.
Onkel Tom var bondesøn fra Lolland, han rejste rundt i Europa i årene 1912-1914. I slutningen af 1915 meldte han sig til den tyske hær. Ifølge Onkel Tom havde han sympati for tyskerne, ligesom han blev grebet af den tyske krigsbegejstring. Han startede den militære uddannelse ved slottet Segeberg i Holsten, og fortsatte senere uddannelsen i dele af det besatte Frankrig. Onkel Tom blev efterfølgende sendt til fronten, hvor han stod i kronprins Ruprecht af Bayerns Armé. Her kæmpede han i Nordfrankrig og i Belgien - bl.a. ved Langemark nær Ypres. Onkel Tom blev såret tre gange i løbet af krigen. Første gang var 2. Påskedag 1916 under slaget ved Chemin des dames.
Efter krigen studerede han filosofi, historie, geografi, nationaløkonomi og litteratur i 3½ år på universitetet i Münster i Westphalen. Ifølge Onkel Tom fik han af det lokale arbejdersoldaterråd lov til at studere på universitet som en tak for hans frivillige indsats under krigen.
Efter universitetet arbejdede han i to år i det tyske politikorps. Derefter arbejdede han som murerarbejdsmand, teglværksarbejder og jernbanearbejder før han i slutningen af 1920'erne rejste hjem til Danmark, hvor han i første omgang slog sig ned i Vonsild Skov.
Ved Tysklands angreb på Polen i september 1939 meldte Onkel Tom sig igen som frivillig soldat i den tyske hær, men han fik dog afslag. Senere var han glad for at det ikke blev til noget, da han foragtede Hitlers regime.
Litteratur og kilder
- Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling 99.4 Kaae, Chr. Emilius
- Artikler i Kolding Folkeblad 1967-1969 A 8122
- L 69 lydbånd optaget af Gudrun Hechmann 1966.
- Brændkjærskolen 1955-2005, artikel af Henning Lund Pedersen: Onkel Toms hytte