Westty West

Fra KoldingWiki
Westty West

Født: 11. oktober 1918

Død: 1. februar 1944

Ægtefælle: Tove West

Erhverv: Proviantmath i Søværnet


Westty West (f. 11-10-1918, Vamdrup - d. 1-2-1944, Østersøen), Proviantmath i Søværnet.

Søn af lokomotivfyrbøder Niels Anton West og hustru Clara West (født Schmidt).

Familien boede i 1932 i Bov Sogn i Sønderjylland.

Siden d. 1. oktober 1940 havde Westty West været ansat i Søværnet som proviantmath. Han havde således ansvaret for et skibs forplejning, proviantopbevaring og køkkendrift. Han var stadig i stillingen i 1943. Han blev sandsynligvis interneret i nogle måneder i forbindelse med tyskernes afvæbning af den danske flåde d. 29. august 1943.

Westty West blev tilknyttet modstandsbevægelsen, som en del af Amager Partisaner (AMPA), der udsprang af det kommunistiske gruppe BOPA. Flere fra flåden sprang over til AMPA, her bl.a kommunisten Willy Larsen fra Nakskov. Den 1. februar 1944 havde Wessty West været på en opgave sammen med en kollega fra flåden, proviantmath Josef Alexander Krysiak. På en hjemtur fra Sverige i båd, hvor de sandsynligvis medbragte illegalt materiale, blev de anråbt af en tysk patruljebåd. Makkerparret forsøgte at flygte, men de blev beskudt af tyskerne, og Westty og Josef blev dræbt. Deres båd sank, og de to lig blev først fundet flere måneder senere. Westty West er begravet på Kolding Gamle Kirkegård. (West' gravsten siger 1. februar, hvorimod andre kilder siger 2. februar).

På Christmas Møllers Plads i København står der et mindesmærke for 76 faldne mænd og kvinder fra Amager under Danmarks besættelse. Heriblandt fremgår Westty West.

Han blev gift d. 2. februar 1941 på Amager med Tove Karen Kirstine West (født Jessen) (f. 1920).

Kilder og litteratur

  • Håndbog for Søværnet 1941, 1942 og 1943.
  • Oversigt over personel fra Søværnet og personel under Marineministeriets resort, der omkom som følge af kamphandlinger og illegalt virke (1940-1945), Marinehistorisk Selskab.
  • Nationaltidende - 3-6-1944.
  • Ny dag - 23-4-1985.