Vonsild Kro

Fra KoldingWiki

Vonsild Kro & Gæstgivergård lå på Vonsildvej lige over for Vonsild Kirke, og var gennem tiden et vigtigt samlingssted langs den gamle Hovedvej 1.

Under Treårskrigen fungerede kroen som hovedkvarter for general Eduard von Bonin, der ledede de slesvig-holstenske tropper under Slaget ved Kolding i 1849.

I 1850’erne var kroen forpagtet af A. J. Schütt. Senere kom den i Findsen-familiens eje, hvor den forblev i knap 100 år. I 1867 købte Mads Findsen (1836-1884) kroen af apoteker Kisky. Til kroen hørte oprindeligt avlsbygninger, rejsestald og dampbrænderi samt hele 64 tønder land. Rejseladen lå på samme side af vejen som Vonsild Kirke og blev revet ned i slutningen af 1930’erne.

Efter Mads Findsen død i 1884, blev kroen forpagtet ud til Nis Truelsens Juhl (1858-1937). I 1898 overtog Mads Findsens søn, Peter Emanuel Findsen (1875-1931), kroen.

Peter Emanuels søn, Svend Findsen, overtog senere kroen, men forpagtede den hurtigt ud. Blandt forpagterne var Anna Nielsen, født Schultz (f. 1881), som i 1935 fik en femårig bestyrerbevilling til Vonsild Kro & Gæstgivergård. Efter hende fulgte Max Karpfen, der forpagtede kroen frem til sin død i 1955.

Kroen lukkede den 1. marts 1961, da forpagterparret Andreas og Magda Thrane rejste til Lunderskov for at overtage byens hotel. Svend Findsen forsøgte herefter at sælge kroen til en kroejer fra København, men handlen gik i vasken. Den 1. april 1962 overtog Vejle Amt kroen. Formålet var at rive hovedbygningen og en del af laden ned for at skabe plads til en tiltrængt regulering af Hovedvej 1. Kroen blev revet ned i løbet af 1962. Samme år søgte Oliekompagniet Rhenania Aktieselskab (ORA) – senere Texaco – om tilladelse til at opføre en benzin- og servicestation på matriklen, hvilket der blev givet grønt lys til.

Kilder og litteratur

  • Th. Adamsen (red.) - Hotelværter og restauratører – Bind 2 (1938)
  • J. Jespersen (red.) - Danske gårde og tekst og billeder – Bind 1 (1923)
  • Preben Krarup - Stamtavle over Familien Juhl fra Ørderup (1946)
  • Sydvestjylland – 6-8-1957