Hospitalsgade

Fra KoldingWiki
Kolding Svømmebad, 1975. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.
Fil:Hopitalsgade B40898.jpg
Sct. Jørgens Hospital, ca. 1900. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.

Den 30. november 1558 samlede Kong Christian 3. biskopperne og stiftets lensmænd på Koldinghus. På dette møde besluttede kongen, at oprette et hospital som bolig for ”syge og såre”, dvs. ældre og svage i Kolding. Det nye hospital, der fik navnet Sct. Jørgens Hospital, blev efterfølgende bygget i Hospitalsgade. Hospitalet havde sin egen kirke og kirkegård. Hospitalskirken fungerede frem til 1808.

Øst for Sct. Jørgens Hospital byggedes i 1836 Koldings første sygehus opført i forening af Kolding Købstad, Vejle og Ribe Amter. Det erstattedes i 1880 af et nyt og større sygehus for enden af Sct Jørgens Gade og bygningen i Hospitalsgade blev overtaget af Sct. Jørgens Hospital. I 1919 blev de to længer bygget sammen og ved samme lejlighed blev hele bygningen fredet. I 1975 overtog Kolding Kommune hele bygningskomplekset. Bygningerne blev restaureret og navnet ændret til Sct. Jørgens Gård. Huset blev overladt til mødelokaler for de kulturelle foreninger i byen. Senest har Slotssøbadet overtaget driften af huset, hvor der også er indrettet kontorer til Slotssøbadets ansatte.

Øst for Sct. Jørgens Hospital blev der i 1954 bygget et friluftsbad, og i 1972 blev en indendørs svømmehal bygget til. Den erstattedes i 1994 af Slotssøbadet.

Cykelhandler P-Dahl, Hospitalsgade 23-25 har ligget i gaden siden 1953. Ved indflytningen var der i baggården et bindingsværkshus, men det blev revet ned til fordel for nye butikslokaler.(Kolding Stadsarkiv).


Litteratur og kilder

  • P. Eliassen: Kolding fra Middelalder til Nutid, 1908-1910 genudgivet som bd. 1. Koldinghus, 1974 og bd. 2. Det gamle og nyere Kolding, 1975.
  • Vivi Jensen: Koldings middelalderlige topografi. Kolding, 1978.
  • Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling 46.4 Hospitalsgade og 64.4 P-Dahl.