Stålværket
Stålværket ved Caspar Müllers Gade på Kolding Havn, blev opført i slutningen af 1935. Bygningen, en treskibet jernbetonbygning på 30x30 meter, kostede 110.561 kr. at opføre.
I maj 1935 blev planen for stålværket fremlagt. Det nyoprettede aktieselskab Dansk Elektro-Staalværk A/S (senere Malm Elektro-Staalværk) skulle leje sig ind i bygningerne, som Kolding Havn lod opføre. Selskabet startede med en aktiekapital på 500.000 kr., og direktør R. Nielsen, Langå, direktør E. I. Baastrup, København, konsul Chr. Eff, murermester A. Andersen, Kolding, proprietær C. Sandager, Nr. Bjert og landsretssagfører Valdemar Juhl, Kolding stod sammen med The Ore Refining Syndicate A/S ved den norske ingeniør Gustav Andersen og ingeniør F. H. Krebs som stiftere af selskabet.
Den overordnede ledelse skulle ingeniør Gustav Andersen stå for, hvorimod direktør R. Nielsen skulle stå for den daglige ledelse. Nielsen var direktør ved Langå Jernstøberi og Maskinfabrik. Han havde tidligere været direktør ved Varde Staalværk, og han havde beskæftiget sig med stålproduktion i over 30 år.
Stålværket var baseret på en ny metode til fremstilling af forædlede stål-sorter, som ingeniør Gustav Andersen havde opfundet, og fået verdenspatent på. Malmlen blev behandlet på en måde, der gav en bedre vare til en billigere pris. Med metoden ville man desuden få 90 pct. ud af råmaterialet. Stålværket skulle blive den første af sin slags i verden. Gustav Andersen havde besøgt flere danske havnebyer, men valget faldt på Kolding, hvor der var gode havne- og jernbaneforhold samt udvidelsesmuligheder. Man regnede med at 50 mand ville få ansættelse på værket, der skulle tages i brug i december 1935.
Dansk Elektro-Staalværk havde i foråret 1935 fået tilsagn om betydelige råvarekreditter samt kredit på maskinleverance, så alt tegnede lyst. I efteråret 1936 var driften dog endnu ikke sat i gang, hvilket skyldtes, at fabrikkens betongulv var begyndt at synke. Selskabet lagde ansvaret hos stads- og havneingeniør C. A. Lassen. Det ville koste op mod 90.000 kroner at løse udfordringerne, og man ville have Kolding Kommune til at betale. Selskabet overvejede i april 1937 at lægge sag an mod kommunen for 200.000 kr., her bl.a. for tabt arbejdsfortjeneste. Skaderne blev i mellemtiden udbedret for egen regning. Aktiekapitalen blev i denne forbindelse ædt op, og der blev indskudt ny kapital på 100.000 kr. Frem til foråret 1937 blev der udelukkende foretaget prøveproduktioner på værket. Samtidigt havde Havneudvalget foretaget en analyse af Andersens stål i Tyskland. Resultat var at selve opfindelsen egentlig var god nok, men at den alligevel ikke duede, idet de lovede resultater ikke kunne nås, og at det derfor ikke kunne betale sig at fremstille stålet.
I slutningen af maj 1937 blev produktionen endegyldigt standset, og samtlige ansatte blev hjemsendt. Det var meningen at stålværket efterfølgende skulle overtages af et konsortium ved navn Dansk-Fransk Staal-Syndikat, men i stedet overtog Kristian Kirks Telefonfabrikker stålværkets leje af bygningerne i september 1937. Direktør Kirk var formand i stålværkets bestyrelse. Året efter købte telefonfabrikken bygningerne af Kolding Kommune for 75.000 kr. Erstatningskravet mod kommunen, som telefonfabrikken havde ført videre fra stålværket, blev i denne forbindelse annulleret.
Under Besættelsen blev bygningerne beslaglagt af den tyske værnemagt.
Omkring 1950 blev bygningerne solgt til et konsortium, der ville indrette en forbrændingsanstalt for dagrenovation. Planerne blev aldrig ført ud i livet, og i efteråret 1953 blev bygningerne solgt til Dansk Frøkompagni, der skulle anvende komplekset til frørenseri og tørreri.
Kilder og litteratur
- Kolding Folkeblad - 1-5-1935
- Langelands Social-Demokrat - 30-4-1935.
- Social-Demokraten for Randers og Omegn - 11-9-1936.
- Vestjyllands Social-Demokrat - 11-6-1937.
- Fredericia Social-Demokrat - 28-9-1937
- Social-Demokraten - 25-9-1938.
- Roskilde Avis - 18-11-1953.
