Hans Orla Willy Petersen

Fra KoldingWiki
Version fra 3. jun 2013, 11:39 af MartinMølgaard (diskussion | bidrag) MartinMølgaard (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skotte-Petersen på vandretur langs Troldhedebanen, 1968. Kolding Stadsarkiv, Fotograf P. Thastum.
Skotte-Petersen med sine kreationer, 1986. Kolding Stadsarkiv, Fotograf P. Thastum.

Maskinarbejder Hans Orla Willy Petersen (Skotte-Petersen eller Aalborg-Petersen) (1915-2000) var født i Aalborg og fra 1938 bosiddende på Holbergsvej i Kolding. Hans arbejdsplads var gennem alle år De Danske Mejeriers Maskinfabrik.

Under besættelsen blev han hurtigt antitysk, da en af hans barndomskammerater fra Aalborg blev dræbt af tyske soldater. Han fortæller i sine erindringer, at han i 1941 på opfordring lavede stempler til at mærke 5-øres mønter med det sovjetiske hammer og segl. Fra 1942 omdelte han illegale blade, og i 1944 lavede han og hans kammerater klatresko, så de med mellemrum kunne kravle op i telefonpælene og skære telefonledningerne over, så forbindelsen til Tyskland var afbrudt.

Han var aktivt medlem af Dansk Vandrelaug i Kolding og af Kolding Smalfilmklub, hvor han viste film hovedsageligt fra sine rejser i Skotland.

Hans Orla Willy Petersen fik sit tilnavn Skotte-Petersen efter at han begyndte at gå med kilt. En skik som han lærte sig under sine rejser i Skotland i 1960erne. Senere gik han også med andre spraglede skørter. Hans Petersen havde fra naturens hånd ildrødt hår, og da det blev gråt farvede han det rødt. Skotte-Petersen designede selv sine kilte, skørter og hatte. Som han sagde: ”Jeg vil med min påklædning gøre lidt oprør mod det kommunale sandfarvede udseende”. Han medvirkede i mange radio- og fjernsynsudsendelser. Både lokalt og nationalt.

Hans Orla Willy Petersen fik fire børn. Et af børnene døde ved en tragisk trafikulykke og denne begivenhed prægede ham dybt.


Litteratur og kilder

  • Aktuelt 10.4.1967.
  • Folkebladet Sydjylland 24.6.1986.
  • Jyske Tidende 27.4.1968. 30.4.1967.
  • Jydske Kolding 22.6.1986. 10.8.1988.
  • Kolding Stadsarkiv: A 8180 H. O. W. Petersen erindringer. Lydbånd L 91 og L358. Film F 60-67. Ålborg-Petersen fortalt af Birger Pheiffer i Seest – Fra landsby til By, 2007.