Foreningen "Alle"
Foreningen Alle var en ungdomsforening, der blev oprettet i de tidlige 1970er i Kolding. Målet var, at der skulle oprettes et ungdomshus i Kolding.
Historie
I de tidlige 1970’ere samledes en gruppe om at etablere et ungdomshus i Kolding. Ideen startede mellem eleverne på Kolding Gymnasium og var inspireret af, at andre byer havde fået et ”Folkehus”, hvor man kunne gøre, hvad man ville. De første skridt med Folkehuset blev taget på ”Det lille teater” i Blæsbjerggade. Alle foreninger blev indbudt til at være med.
I løbet af de første møder blev der enighed om at starte forening, der skulle forhandle med kommunen, så Folkehuset kunne blive en realitet. Foreningen ALLE blev en realitet og Jesper Grubach blev valgt som talsmand – ikke formand. Foreningen havde heller ikke nogen bestyrelse, men alle kunne deltage. De unge havde kulturudvalgformanden Bruno Pedersen og borgmester Peter Ravns interesse fra starten.
Foreningen gik i gang med at forsøge at demonstrere behovet for et folke-og ungdomshus ved at lave mange store arrangementer i Kolding. Foruden store koncert arrangementer og foredrag engagerede dele af ”ALLE” sig i initiativer så som Bogcafeen i Låsbygade og Boldklubben AB, Alles Boldklub. AB havde dog mere karakter af socialt hygge forum end sportsklub. Derudover lavede de også deres egen avis kaldet Alles Folkeblad, der skulle stå imod den borgerlige presse i Kolding. Avisen blev solgt på gaden.
I 1972 blev der i kommunen enighed om at lave FDBs gamle fabrikbygninger om til Klostergården, der skulle fungere som et Folkehus. Foreningen ALLEs idé dog en lille smule anderledes end de unge havde forestillet sig. Luften gik efterhånden af ballonen, da foreningen efterfølgende ikke kunne få sit eget Folkehus.
Koldings svar på Woodstock
Det blev besluttet, at der skulle laves en stor fælles festival i Byparken den 23. juni 1972. Prisen blev sat til 5kr per billet og festivalen sat til at vare i 10 timer. Orkestrene er der spillede på dagen var: Koldingorkestret Akropolis, jazzorkestret Kardinalerne, duoen Vår, Fidel Mogens, spillemand Ewalds venner (Ewald var booket, men dukkede ikke op), Gnags (der på dette tidspunkt var ukendt), No Name samt Skousen og Ingemann. Festivalen blev på grund af regnvejr flyttet til KIF-hallen, som Foreningen ALLE i forvejen havde booket i tilfælde af regn. I alt var der 1200 deltagere på festivalen – et større fremmøde end man havde håbet på og vel det mest velbesøgte arrangement af sin slags i Kolding indtil da.
Litteraturliste
- ”Kampen for et ungdomshus i Kolding”, Bent Jørgensen, Koldingbogen 2007