N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik

Fra KoldingWiki
Version fra 8. okt 2024, 18:03 af Jkrause (diskussion | bidrag) Jkrause (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)

N. P. Johnsens Fyrværkerifabrik.

Fabrikken blev etableret i 1975Kløvkærvej i Seest. Stifteren, Niels Peter Johnsen var tidligere direktør på Kolding Fyrværkerifabrik, der var ejet af familien Diedrichsen. Da denne lukkede, besluttede han at starte egen febrik. Da Niels Peter Johnsen gik på pension, overtog sønnerne Ernst og Bjarke Johnsen fabrikken.

Indtil fyrværkeriulykken på fabrikken 3. november 2004, hvor en brandmand mistede livet og et kvarter i Seest blev ødelagt, blev forretningen ledet af Bjarke Johnsen og hans søn, Lars. Sidstnævnte var direktør i firmaet, der i øvrigt ikke producerede fyrværkeri, men importerede det, primært fra Kina. Siden ulykken i 2004 har firmaet ligget stille, og i september 2005 udtalte Lars Johnsen til JydskeVestkysten, at han ikke agtede at retablere firmaet. Firmaet fik nye udenlandske ejere og tog navneforandring til Johnsen Fyrværkeri.

Efter ulykken bestilte Kolding Kommune en rapport hos et advokatfirma i Århus. Denne viste, at kommunen ikke kunne lastes noget i forbindelse med den serie af uheld, der ramte fabrikken i november 2004. Rapporten viste således, at kommunen havde levet op til lovgivningens krav. Også politiets rapport, fra april 2005, konkluderede, at der ikke var noget strafferetsligt ansvar forbundet med ulykken. Alle regler var blevet overholdt, og ulykken var at karakterisere som et hændeligt uheld. I juni 2005 blev det besluttet, at iværksætte en uvildig undersøgelse af ulykken i Seest. Resultaterne fra denne forelå i maj 2006, og der blev rejst nogle kritikpunkter, samtidig med at beredskabets indsats ved ulykken blev fremhævet.

Litteratur og kilder

Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling 66.4.