Dagligliv under besættelsen

Omsyningscentralen på Rendebanen. Til venstre lederen Esther Schmidt. I 1943 etablerede Danske Kvinders Samfundstjeneste en omsyningscentral på Rendebanen. Centralen beskæftigede arbejdsledige syersker og trængende familier kunne få syet billigt. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.

Den 28. september 1944 blev tre sortbørsfolk anholdt på Banegården af det kommunale vagtværn og indbragt på Kolding Rådhus. De blev idømt et drag prygl. Pryglene blev tildelt af 5 tilkaldte boksere, hvorefter sortbørshandlerne blev transporteret uden for byen i Zonens (i dag Falck) ambulance for at undgå de nysgerrige og hævntørstige, der var samlet uden for rådhuset. Kolding Stadsarkiv, Fotograf: N. N.

Fra verdenskrigens udbrud i september 1939 var det klart, at krigen ville påvirke landets forsyning af råvarer.

En lastbil får påfyldt generatorbrændsel, ca. 1942. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.

En "Pruh-bil" i Jernbanegade. Kolding Stadsarkiv, Fotograf: N. N.

Børn leger ved indgangen til beskyttelsesrum på Låsbybanke. Denne type tilflugtsrum var opbygget af plankeklædte vægge og beskyttet med sandsække. Kolding Stadsarkiv, Fotograf: N. N.

Biler

---

Biler blev enten klodset op eller måtte køre på gasgenerator. Når der skulle fyres op i gasgeneratoren om morgenen med bøgebrænde, og når man måtte standse med jævne mellemrum for at rode i brændet og fylde nyt på, gik det kun langsomt fremad.

Kul og koks

---

Tilførslen af kul fra England stoppede, og Tyskland kunne ikke dække behovet i Danmark. Den hjemlige brunkulsudvinding fra Første Verdenskrig blev genoptaget i stor stil. Med Troldhedebanen blev der transporteret brunkul til Kolding, hvor det blev losset på skibe eller lagt på lager til senere afsendelse. Koks til boligopvarmning blev også en mangelvare. Træet fra bøgeskovene skulle bruges til gasgeneratorerne, ikke i kakkelovnene. Temperaturen i private boliger måtte ikke overstige 18 grader, og offentlige venteværelser blev slet ikke varmet op. Danskerne frøs.

Dagligvarer

---

For forbrugerne medførte krigen knaphed på mange varer. For at sikre en rimelig fordeling indførte regeringen rationering på mange varer som for eksempel sukker, kaffe, te og benzin. Rationeringen medførte et betydeligt, men nødvendigt papirarbejde. Uden rationeringen ville mange dog have stået uden de nødvendige livsfornødenheder.

Uld og bomuld blev også hurtigt en mangelvare. For etablerede familier kunne tøjet godt holde krigen igennem, men for børn i voksealderen og nygifte, der endnu ikke havde alt udstyr, var det værre.

Indkomsterne steg, om end ujævnt fordelt, og der var penge nok i omløb. Varemanglen betød dog, at det var " sælgers marked", hvilket bl.a. kom til udtryk i en voksende sortbørshandel. Da politiet blev taget af tyskerne den 19. september 1944, blev en af de store opgaver for det nyoprettede, kommunale vagtværn at bekæmpe sortbørshandlen og tyverier.

Genbrug

---

Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse var blevet etableret i slutningen af 1930’erne på grund af den daværende store arbejdsløshed. Under besættelsen fik foreningen nye opgaver så som frugtindsamling, tørveproduktion, stødoptagning og spildindsamling, som var foreningens største succes. Der blev blandt andet indsamlet gamle aviser, kapsler, affaldsjern og flasker.

Luftalarmer og -beskyttelse

---

Arbejdet med luftbeskyttelse var begyndt allerede før krigen brød ud i Europa. Under krigen var der et stort antal luftalarmer (i alt 90) i Kolding, særlig ved de store overflyvninger. I vest så man Esbjergs antiluftskytsfyrværkeri, i øst dundrede skytset over Lillebæltsbroen, og sydpå så man ildskæret fra bombardementerne over Flensborg og Kiel.

I kælderen under Almenskolen (nu Socialforvaltningen) var der distriktscentral, og herfra kunne der slås luftalarm til distriktets byer. Mange civile blev uddannet til CB’er, husvagter, til pulterkammerrydning, fabriksluftværn m.m. CB betyder civil beskyttelsestjeneste, og disse personer fungerede også som hjælpebetjente.