Danmarks Kommunistiske Parti

DKP-Kolding stiftes

Siden 1910 havde der været en slags opposition til socialdemokratiet i form af det syndikalistiske Fagoppositionens Sammenslutning (FS).

Under 1. Verdenskrig blev den senere socialdemokratiske statsminister Stauning udnævnt til minister i regeringen Zahle (radikal). Dette bevirkede stor uro i socialdemokratiet og især hos de unge i Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF). Uroen kulminerede i et brud i 1919.

Det var folk fra FS og SUF (+ Socialistisk Arbejderparti, som dog ikke havde en forening i Kolding) der den 9. november 1919 dannede Danmarks Venstresocialistiske Parti (VSP) ved et møde i Fredericia. Blandt andet deltog typograferne Hans Jensen og Aksel Lemming fra Kolding.

29. januar 1920 fik en lokalafdeling i Kolding. Den første formand var former Anders ”Tand” Jensen.

Splittelsen i 1922

I november 1920 tog VSP navneforandring til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

Disse første år af bevægelsens historie var præget af et utal af møder, manifestationer, fester osv.

Så sprængtes DKP i 1922. I Kolding førte det til at smed Georg Rasmussen var formand for det ”gamle” DKP (kaldet Møntergadepartiet med avisen Klassekampen) mens tømrer Alfred Kristensen stod i spidsen for det ”nye” Enhedsparti (kaldet Blågårdsgadepartiet med avisen Arbejderbladet).

Skårene blev klinket i 1923 og formand i Kolding blev Hans Jensen. Det forblev han med at være, indtil han rejste til København omkring 1933. Vi ved ikke så meget om denne periode, som var én stor nedtur med lavpunkt ved folketingsvalget i 1929, hvor DKP fik 36 stemmer i Kolding. Hans Jensen kom imidlertid også til at opleve den fremgang, der var for partiet på landsplan såvel som lokalt. Til 1. majmødet i 1931 kunne DKP samle næsten lige så mange deltagere som socialdemokratiet. Man markerede ligeledes 12års stiftelsesdagen med en stort anlagt fest. Men stemmemæssigt slog optimismen ikke så meget igennem. Ved valget i 1932 fik DKP således 76 stemmer i Kolding.

Den antinazistiske kamp i 1930erne

Under indtryk af bl.a. den nazistiske magtovertagelse i Tyskland begyndte flere medlemmer af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) at sympatisere med DKP, hvilket medvirkede til det opsving, afdelingen mærkede helt frem til vinterkrigen mellem Finland og Sovjetunionen (1939-40).

Maskinarbejder Carl Otto Nielsen afløste Hans Jensen som formand og blev selv efterfulgt af stenhugger Vilhelm Heising, der var formand, da Danmark blev besat af tyskerne i 1940.

DKPs opsving i 1930rne betød, at Arbejderbladet blev dagblad. Johannes P. Nielsen, kaldet digteren, skrev af og til i denne avis om det faglige arbejde, som DKP prioriterede højt. Et andet indsatsområde var den antinazistiske kamp, hvor især hjælpen til emigranterne fra Tyskland lagde beslag på mange kræfter. Arbejdsmand Kaj Ibsen (senere SiD-formand, leder af Specialarbejderskolen, byråds- og folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti (SF)) har berettet om sit arbejde i organisationen Røde Hjælp, som han var medlem af fra 1934. Arbejdet gik først og fremmest ud på at skaffe kost og logi til de ca. 60 flygtninge, der igennem årene opholdt sig i Kolding.

Modstandskampen

Den 22. juni 1941 begyndte det danske politi at arrestere medlemmer af DKP. Det skete også i Kolding, hvor bl.a. Kaj Ibsen og typograf Otto Thaarup Rasmussen blev arresteret.

Det illegale DKP gav sig i kast med at fremstille tryksager vendt mod den tyske besættelsesmagt. Det drejede sig bl.a. om såvel Frit Danmark og Land og Folk - som de fik stoffet til udefra – som de lokale publikationer bl.a. Folket og Budstikken.

Arbejdsmand Harry Jensen (senere formand for SiD) forsøgte i foråret 1943 at gennemføre et bombeattentat mod tyskerne.

Føromtalte Alfred Kristensen stod i augustdagene 1943, som kulminerede ved at den danske regering gik af, i spidsen for strejker i Kolding.

Massearrestationen i 1943

I december 1943 blev næsten hele DKP-afdelingen udraderet, idet Gestapo arresterede ikke mindre end 40 personer, hvoraf mange – f. eks. glassliber Jens Martin Sørensen, skiltemaler Karl Ewald Nielsen, maskinarbejder Carl Ivan Skræppenborg Nielsen, typograf Aksel Christensen, hans søn Aage Christensen, Viggo Grønnebæk og mange flere, havnede i tyske kz-lejre. Alfred Kristensen overlevede ikke et sådant ophold.

I foråret 1944 viste tømrer Valdemar Petersen, at afdelingen ikke var helt knækket ved at udgive et nummer af bladet Budstiken.

Kaj Ibsen, der havde været interneret i Horserødlejren under augustopstanden, men som var undveget, kom tilbage til egnen og blev en legendarisk leder (med dæknavnet Konrad) af Region 3, den syd- og sønderjyske del af modstandsbevægelsen. Men også han blev arresteret og måtte i kz-lejr.

DKPs storhedstid

Efter befrielsen blev Otto Thaarup Rasmussen formand og Carl Otto Nielsen næstformand. Der strømmede så mange nye medlemmer til DKP, at man var nødt til at åbne et fast bemandet partikontor i Adelgade (den østligste del af den bygning, hvor der i dag er en grønthandel). En overgang var der (i hvert fald på papiret) 8 afdelinger.

DKP arbejdede for en fællesliste med socialdemokratiet til byrådsvalget, men det forslag faldt til jorden. Til gengæld blev Otto Thaarup Rasmussen valgt til byrådet i 1946 og afløstes derfor som formand af Carl Ivan Skræppenborg Nielsen. I november 1947 blev Kaj Ibsen herefter formand.

DKP holdt i 1940rne og 50erne masser af møder med kendte politikere (f. eks. Mogens Fog og Aksel Larsen) og kulturpersonligheder (f.eks. forfatteren Hans Kirk og skuespilleren Bjørn Ploug). Ligeledes arrangerede man hvert år såvel 1. majdemonstration som indsamling til partiavisen Land og Folk.

Under storkonflikten i 1956 blev DKP toneangivende som følge af at den socialdemokratiske regering havde ophøjet mæglingsforslaget, som arbejderne havde forkastet, til lov. Socialdemokraternes formand i Kolding blev faktisk tvunget til at gå af som konsekvens af sin holdning.

Splittelsen i 1958

DKPs styrke aftog især efter Ungarnopstanden i oktober 1956. Den kolde krig var på sit højeste og DKPs landsformand Aksel Larsen blev ekskluderet i 1958, hvorefter han og andre dannede SF i 1959. Bl.a. Kaj Ibsen, som var mangeårig ven med Aksel Larsen, gik med i SF. På det tidspunkt var han for længst blevet afløst som DKPformand af Egly Sørensen. Dennes efterfølger

blev formentlig Marinus Thomassen, som i hvert fald er anført i telefonbogen som kontaktperson så sent som i 1959.

På daværende tidspunkt var brudfladerne i DKP-Kolding allerede synlige. Efter at hele byledelsen havde meldt sig ud, er det sparsomt med kilderne i en årrække. Men DKP samledes omkring 1960 igen af folk som kartoffelavler Villy Hansen, Harry Jensen, terrassoarbejder Erik Fallesen Hansen, lærer Arne Thorup og taxavognmand Karl Christiansen. Tommy Jensen var formand i de første år og i 1964 blev Harry Jensen formand.

I 1960erne, der er blevet kaldt DKPs ørkenvandring, gennemførte man enkelte arrangementer med f.eks. landsformanden Knud Jespersen.

Det nye opsving i 1972

I forbindelse med folkeafstemningen om fællesmarkedet i 1972 fik DKP en vældig opblomstring. Især kom der mange unge til bevægelsen. Det resulterede bl.a. i oprettelsen af Kolding Bogcafé, der eksisterede til 1994.

Arbejdsmand Fritz Maass var i flere år i 1970rne formand og blev afløst af arbejdsmand (senere socialrådgiver) Ejner Jensen.

I denne beretning udelades DKPs ungdomsafdelings aktiviteter, selv om grænsen til decideret partiarbejde, i f. eks. Faglig Ungdom, på boligområdet og blandt de uddannelsessøgende, i realiteten var flydende.

I 1979 erhvervede DKP sig ejendommen Låsbygade 37, der i de følgende 15 år var rammen om mangfoldige aktiviteter.

I 1979 blev det første direkte valg til europaparlamentet afholdt og op til dette valg lagde DKP de fleste kræfter i Folkebevægelsen mod EF.

Fredskampen

Herefter gjaldt det fredsarbejdet efter Natos dobbeltbeslutning, som gik ud på at, hvis Sovjetunionen ikke fjernede en del af sine SS20-raketter, ville Nato opstille 572 raketter i vesteuropa. DKP var i flere år primus motor i påskemarcherne til Vandel Flyveplads og de såkaldte fredstræf – hvor mange cyklede til store sommerlejre i Silkeborg, Norge og Albertslund. 40året for befrielsen i 1985 blev også markeret med stor styrke, som delvis blev leveret af partiafdelingen. I en årrække kunne man i en 5ugersperiode indsamle over 30000 kr. til Land og Folk ligesom man hvert år kunne sende en busfuld aktivister til den stort anlagte Land og Folk Festival i fælledparken i København. Også i de store konflikter på arbejdsmarkedet i 1984 var DKP i front.

Formanden var i disse år pædagog Lars Ljungmann.

Opløsningen

Da Gorbatjov blev valgt som generalsekretær i Sovjetunionen skyllede en flodbølge af fornyelse ind over DKP. Men det skete langt fra uden sværdslag i slutningen af 80rne. Finmekaniker Erling Jensen var på det tidspunkt formand.

Karakteristisk nok opgav DKP selvstændig opstilling til byrådsvalget i 1988 efter at det på trods af en meget ihærdig indsats ikke var lykkedes at få valgt socialrådgiver Bente Dam Sørensen ved det foregående valg. I stedet opstillede den tværpolitiske liste Rød´erne med hjemmehjælper Mona Striib i spidsen. Heller ikke dette valg gav mandater, men socialdemokratiet blev halveret og SF fordoblet.

På landsplan skete der noget lignende ved folketingsvalget i 1990, hvor DKPs formand Ole Sohn var spidskandidat for Enhedslisten, som fik 1,7 % af stemmerne.

Herefter opløstes DKP-Kolding langsom, men sikkert.