Kolding Bicykle Club

Fra KoldingWiki

Kolding Bicykle Club / Kolding Bicycle Club (KBC) blev stiftet d. 15. marts 1933 med det formål at drive landevejs- og banesport.

Baggrunden for stiftelsen var en utilfredshed med den eksisterende cykelklub Kolding Cykle Ring, der var stiftet i 1929, og fra 1930 havde benyttet sig af en cykelbane ved Domhuset.

I starten havde klubben blot 29 medlemmer.

I 1940 lykkedes det KBC at få Danmarksmesterskabet henlagt til Kolding.

De succesfulde Koldinghus-løb, som KBC havde arrangeret siden 1940, trak mange deltagere til hvert år. Løbet blev særligt kendt i 1957, da 7 ryttere styrtede, men heldigvis fik ingen varige mén. I 1961 deltog rekordmange, nemlig 400 ryttere. Herefter faldt tallet til omkring 120 i 1964. I årene efter lå tallet på omkring 300 deltagere hvert år. De første kvinder deltog i Koldinghusløbet i 1966. På samme tid fik KBC de første A-ryttere. I 1969/1970 skiftede løbet navn til Tjæreborg-løbet, da Eilif Krogager fra Tjæreborg Rejser sponsorede løbet og udsatte flyrejser til vinderne.

Klubben udgav fra 1972 medlemsbladet ”Ventilen”.

I 1940'erne og mange år frem var ingeniør Fr. Bisbjerg (Fynsvej) formand for klubben. Han var også formand for Dansk Cykelunions jyske distrikt.

Litteratur og kilder

  • Poul Sørensen: Sporten og Friluftslivet i Knud Moseholm m.fl. (red.): Kolding i det tyvende århundrede indtil kommunesammenlægningerne i 1970, bind 2, 1979.
  • Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling 79.66, Kolding Bicykle Club.
  • Kolding Folkeblad - 22-7-1940 + 6-6-1968