Fjordbåden Lødver

Fra KoldingWiki

Fjordbåden M/S LØDVER blev bygget i 1915 hos Brdr. Andersens værft i Frederiksværk.

I starten af 1960'erne var skibet ejet af L. B. Grau, Snekkersten. Det sejlede under navnet SKØDSHOVED, men da Kolding Turistforening købte skibet i 1964, skiftede det navn til LØDVER. Skibet var opkaldt efter en vikingehøvding, der boede syd for Kolding. Hans flåde holdt til ved Løverodde.

M/S LØDVER afløste Fjordbåden Freja (III) på turene til Løverodde, Fænø rundt, Lillebælt m.v. Lørdage, søndage og helligdage sejlede det almindelige turistture. På de travle dage sejlede det 3 gange dagligt. I hverdagene sejlede det for skoler og foreninger. Skibet havde plads til 105 passagerer. Skibsføreren hed Erhardt Thomasen. Han var tidligere kaptajn på Rederi Clausens kreaturskibe.

I 1971 købte entreprenør Henry Jensen M/S LØDVER. Kolding Turistforening havde fået afslag om kommunal støtte, så de ville ikke længere eje skibet. Efter en større istandsættelse var M/S LØDVER herefter klar til at fortsætte sine ture til Løverodde. Skibsføreren var stadig Erhardt Thomasen - Han kom lidt senere til at eje skibet. I 1976 solgte Thomasen M/S LØDVER til arkitekt Ejnar Billing. Skibet blev ombygget og istandsat. Det fik nye motorer, nyt sikkerhedsudstyr, tidssvarende inventar, cafeteria og kiosk. Pladsen blev sandsynligvis også mindre, for i 1978 fremgår det i avisen, at M/S LØDVER nu kun havde plads til 50 passagerer.

M/S LØDVER havde et identisk søsterskib, MIRA 3, der var hjemmehørende i Middelfart. Dette skib kunne i 1978 tage 100 passagerer.

M/S LØDVER ejes umiddelbart af Ejnar Billing frem til 1981/1982, hvorefter A. Jepsen, Lunderskov overtog ejerskabet. Ifølge Skibsregistret ejede han som minimum skibet frem til 1991.

Litteratur og kilder

  • Martin Gubi: Fjordbådene i Kolding, Koldingbogen 1997. Fjordbådene i: Kolding Havn 1843-1993.
  • Kolding Folkeblad - 10-6-1964, 10-5-1971, 3-7-1973, 12-7-1976.
  • Danmarks Skibslister