Burcharths Farve- og Lakfabrik A/S
Lak-, Fernis- og Farvefirmaet blev grundlagt af Arendt Dahl Burcharth. Han var netop udlært maler, da han valgte at åbne forretning i Vestergade i 1861. Salget var i den første tid til private, men siden blev industrien hovedaftager. I dag hedder firmaet Burcharths Farve- og Lak-fabrik.
I 1876 blev forretningen udvidet første gang med en lager- og fabriksbygning. Ti år senere udvidedes med et lakkogeri. En af virksomhedens store succeser blev en hurtigtørrende gulv-lakfernis, der kom på markedet i 1895. År 1900 overtog sønnen Mathias Haüsermann Burcharth virksomheden, som han ledede helt til 1953. 1. verdenskrig 1914-18 var en vanskelig tid pga. mangel på materialer, det samme var 2. verdenskrig, hvor fabrikken forsøgte sig med dyrkning af oliehør. I 1953 var sønnen Mogens Burcharth klar til at overtage virksomheden. Til forskel fra bedstefaderen og faderen, der begge havde fået deres uddannelse i Tyskland, søgte Mogens Burcharth uddannelse og inspiration i England.
I 1961 flyttede firmaet fra Vestergade til Bramdrupdam, hvor en stor fabrik blev opført. Mogens Burcharth var leder af firmaet indtil 1981, hvor han overlod ledelsen til H. J. Müller, der året efter købte virksomheden. I 2006 blev aktiemajoriteten i Burcharths Farve- & Lakfabrik A/S overtaget af Nordisk Aktiv Virke A/S, hvis ejer Preben Kjærgaard i 2007 overtog samtlige aktier. Iso Paint Nordic i Lunderskov har i 2014 overtaget virksomheden, der er blevet et søsterselskab under navnet Iso Coat A/S.
Litteratur og kilder
- Liisberg, Bering m.fl.: De danske Byerhverv. I Tekst og Billeder. Jylland. København, 1907.
- Denvig, Mark F.: A. D. Burcharth & Søn. Lak-, Fernis-, & Farvefabriker. 100 Aars Jubilæum 1861-1961. Kolding, 1961.
- Aubeck, Fr.: Kolding by. Danske Byer og Deres Mænd, Bind 7. Kolding By. Århus, 1916;
- Erik Broch Hansen: Det gamle Vestergade, Koldingbogen, 2008.
- Jydske Vestkysten 3. marts 2014.