Jyllandsmesterskabet i landvejsløb 1954
Den 25. juli 1954 blev der kørt Jyllandsmesterskab i landevejsløb - med Kolding som start- og målby. Ruten var på 150 km., og den førte rytterne til Brørup, Egtved, Vejle, Nr. Bjert, Kolding, Bramdrupdam, Lilballe, Eltang, Nr. Bjert og med afslutning på Sdr. Ringvej i Kolding.
Koldings eneste deltager var Sigfred Terkelsen. Han fik hurtigt en punktering, men var kort efter kørende igen. Feltet havde dog fart på, og da han ved Harte ikke længere kunne se de andre ryttere, vendte han om og kørte hjem.
Løbet forløb roligt indtil 10 km. før Vejle, hvor A-klassens bedste udbrud fandt sted. Her skulle Vejle-rytteren, Svend E. Jacobsen vise sig frem. Han opnåede et forspring på omkring 1.500 meter, og beholdt føringen frem til Nr. Bjert. Han var stærkt efterfulgt af Svend L. Nielsen fra Vejle. Ved Nr. Bjert nåede Leif Lund Nielsen fra Aarhus, Helge Hansen fra Vejle og Gunnar Jensen fra Randers op og tog føringen. Ved Kolding (110 km.) opgav Svend E. Jacobsen, og kort efter opgav Svend L. Nielsen. På de følgende 15 km., der kørtes i svagt tempo, fulgtes Leif Lind Nielsen, Helge Hansen og Gunnar Jensen, men så fik Helge Hansen krampe, og måtte se på, at de to konkurrenter trampede videre mod målet. De fulgtes ad under resten af løbet, indtil der manglede 150 meter fra mål. Så kom der en god slutspurt, hvor Leif Lind Nielsen var hurtigst. Han blev jysk mester i tiden 4 timer, 14 minutter og 30 sekunder. Gunnar Jensen og Helge Hansen blev henholdsvis nr. 2 og 3.
Kilder og litteratur
- Kolding Folkeblad - 24-7-1954 og 26-7-1954.