Hjælp:Skriv en artikel

Julemærkesanatoriet fødes

De første skridt mod etableringen af Julemærkesanatoriet blev taget i år 1903, hvor julepost der var sendt i sidste øjeblik, holdt landets postbude fra at komme hjem og holde jul med deres familier. For at undgå dette, overvejede man at indføre strafporto på disse breve. Postmestr Einer Hollbøll (1866-1927) fik istedet den idé, at skabe et julemærke, hvor overskuddet skulle gå til et velgørende formål. Allerede året efter i 1904 havde Julemærkekomiteen sin begyndelse. I denne komite sad departementschefen i finansministeriet P.A. Jerichau-Christensen, bankdirektør Rasmus Strøm, grosserer Moses Melchior, grosserer Emil Vett, Københavns daværende borgmester Jacobi samt professorerne Meyer og Gram. (1)

I november 1904 besluttede Julemærkekomiteen, at pengene fra julemærket skulle gå til et sanatorium for børn ramt af tuberkulose. Dette var et stort behov i tiden, hvor tuberkulose hærgede i byerne som konsekvens af industrialiseringen (2). Sygdommen fandtes primært blandt samfundets fattige da den udsprang af dårlig hygiejne og dårlige boligforhold. Skulle man blive rask fra sygdommen krævede det masser af frisk luft og mere næringsrig kost.

Herefter gik jagten ind på at finde den helt rigtige grund til byggeriet. Adskillige placeringer blev taget i betragtning, dog var de mest oplagte placeringer Middelfart, Faaborg og Louisehøj i Kolding. Grosserer Jacob Ræder kæmpede for at få sanatoriet til Kolding, og opnåede endda at få Odd-Fellow logen til at skænke grunden i Louisehøj ganske gratis til projektet (3).

Efter flere års byggeri blev sanatoriet taget i brug d. 1. august 1911.

Hverdagen på sanatoriet

Et ophold på sanatoriet forløb således: Opholdet startede inden man blev indlagt, hvor man fik et patientnummer som skulle syes på sit tøj. Herefter blev man indlagt på isolationsafdelingen i omkring 10 dage, inden man kunne være sammen med de andre børn på sanatoriet. Efter de havde været på isolationsafdelingen, kom de op på en afdeling, hvor de var sengeliggende, hvilket kunne varer helt op til 10 måneder.

Først når man var rask nok til at komme ud af sengen, begyndte den egentlige kur, som bestod af en masse frisk luft samt en nærende kost. Hver dag måtte patienterne gå en til tre gange dagligt, som kunne varer op til tre timer i alt. Den nærende kost bestod af levertran hver morgen i perioden oktober til maj, og rigelige mængder fed mælk, som der blev holdt skarpt øje med, at patienterne fik indenbords ellers fik man ikke lov til at gå fra spisesalen (4).

Herudover, var der også adskillelige andre behandlinger, som var individuelle fra patient til patient. Blandt andet lys og solbade tre gange om ugen i to timer af gangen og den såkaldte pustemetode, hvor lungen blev pustet op, så den løsnede sig fra brystvæggen i håb om at fjerne bakteriernes arnested. Hver 14. dag var der obligatorisk lægebesøg for alle patienter. Her fik alle en maveskylning for at tage prøver af maveindholdet, så det kunne undersøges for baciller. Først når man var frikendt for baciller tre gange i træk blev man erklæret rask.

For store børn var dagligdagen anderledes end for de mindre børn, for der blev sørget for skolegang for dem. De skulle undervises i skrivning, regning og læsning et par timer om dagen, tre gange i ugen. Drengene havde sløjd en gang i ugen, og pigerne havde håndgerning. De børn, der var mest raske, fik uddelegeret jobs som for eksempel, at skænke mælk hver anden dag, eller føre an på gåturene.

Julemærkesanatoriet gjorde meget for at skabe adspredelse i børnenes ophold. Lilian Jensen, som var tidligere patient på sanatoriet, husker følgende om juleaftnerne på sanatoriet: ”Juleaften var den største fest af dem alle, og det er også den, patienterne husker bedst. For børnene var det jo den aften på hele året, hvor det var sværest at være væk hjemmefra, og hvor det virkelig gjorde ondt at være afskåret fra at fejre den med familien. Dog kom mange af patienterne fra fattige familier, hvor sanatoriet i modsætning til familien kunne love både god mad og gaver.” (5)

Julemærkesanatoriets afslutning

Antallet af tuberkulose ramte børn faldt drastisk i løbet af 1950’erne, og tuberkulose var godt og vel udryddet i Danmark på dette tidspunkt. Nationalforeningen valgte derfor at lukke Julemærkesanatoriet ned, da behovet for sanatoriet var blevet langt mindre end førhen. Den 1. oktober 1959 forlod de sidste patienter Julemærkesanatoriet. Men det var først efter længere tids offentlig polemik, hvor Koldinglægen, dr. med. Axel Slottved, mente at Nationalforeningen havde holdt gang i tuberkulosesanatorier, selvom der slet ikke var behov for dem mere.

Det store fald af tuberkulosepatienter skyldtes i høj grad, at man i 1940’erne indførte regelmæssig vaccination mod tuberkulose. Vaccinen var den såkaldte calmettevaccination, der egentlig var mod kvægtuberkulose, men også viste sig at, kunne beskytte mennesker mod tuberkulose. Derudover kunne man også behandle og helbrede tuberkulosepatienter på få måneder ved kemoterapi, men en endnu større faktor var stor forbedring i levestandarden, som gav bedre boligforhold, bedre hygiejne og bedre kost.

Husk at gemme

Det er vigtigt at du husker at gemme din artikel, Gem-knappen sidder i bunden af artiklen.

Du kan med fordel benytte Forhåndsvisning-knappen til at se om din artikel ser rigtig ud, men denne knap gemmer ikke din artikel.

Derfor husk at trykke på Gem-knappen.

Det næste du gør

Når du nu har skrevet din tekst er artiklen som sådan færdig, men du må meget gerne forbedre den ved at gennemgå de følgende trin:

1. Formatere artiklen – dvs. lave overskrifter, afsnit, punktopstilling m.m.)
2. Kategorisere artiklen – dvs. placere artiklen ind i en eller flere kategorier.
3. Indsætte links – til andre KoldingWiki artikler.
4. Indsætte billeder - tilføje billeder til en artikel.