Friedrich Lantau

Fra KoldingWiki
Friedrich Lantau
Lantau.png
Friedrich Lantau i Kolding i 1961

Født: 9. maj 1901

Død: 30. juni 1982

Ægtefælle: Paula Lantau

Erhverv: Tekstilfabrikant


Tyske Friedrich Lantau (f. 9-5-1901, Laboe - d. 30-6-1982, Laboe) var tekstilfabrikant i sit civile liv. Under 2. Verdenskrig gjorde han tjeneste som underofficerer, og var bl.a. udstationeret i Kolding.

Her var han leder af kvarterkontoret ved Wehrmachtkommandanturen. Han sørgede bl.a. for, at soldater, der skulle til Østfronten, eller kom tilbage derfra, fik indkvartering. Han fungerede desuden som forhandler mellem den tyske værnemagt og de kommunale myndigheder i Kolding i 2½ år.

Under sit ophold i Kolding fik han forbindelse til modstandsbevægelsen, som han ydede en stor hjælp til. Koldings borgmester, Valdemar Juhl, samt bylederen, Rithar Hartimmer, udsendte i månederne efter befrielsen en række dokumenter, hvori de erklærede at Friedrich Lantau havde hjulpet modstandsbevægelsen, og at han dermed var under beskyttelse af Danmarks Frihedsråd, så længe han opholdt sig i Danmark. Samtidigt anbefalede man at de britiske myndigheder i Tyskland overtog beskyttelsen, når Friedrich vendte hjem igen.

Friedrich Lantau forblev i Kolding frem til august 1945, idet han blev ansat af de britiske styrker til at hjælpe med afvikling af diverse opgaver, herunder overgivelse af bygninger og møbler, som de tyske soldater og flygtninge havde benyttet. Da Friedrich Lantau rejste hjem, modtog han levnedsmidler som en gave fra modstandsbevægelsen. Dette blev skriftligt dokumenteret, så man ved grænsen kunne se, at alt var gået korrekt til.

Senere i livet besøgte han Kolding gentagende gange. Allerede omkring 1948-1949 var han på besøg sammen med sin datter. Her blev han modtaget af borgmesteren, og der var angiveligt en festmiddag til hans ære. I 1961 og omkring 1980 besøgte han igen Kolding.

Han var gift med Paula Lantau (født Arp) (1904-2002). De fik fire børn sammen.

Kilder og henvisninger

  • Saglig Samling: 99.4 - Friedrich Lantau, Kolding Stadsarkiv