Christian Emil Moland

Fra KoldingWiki

Christian Emil Moland (f. 21-9-1890 - d.?), direktør.

Grundlægger af virksomheden Emil Molind Glas A/S. Virksomheden lå i nuværende Sydbanegade samt i Caspar Müllers Gade ved Kolding Havn.

Under besættelsen ejede Emil Moland to villaer i Kolding, heriblandt Villa Fjordbakken på Rædersvej 1. I henholdsvis 1941 og 1943 ville den tyske værenemagt leje de to ejendomme. Moland turde ikke sige nej, men talte med borgmesteren om det. Borgmester Valdemar Juhl mente, at det var for farligt at sige nej, så Moland måtte lade tyskerne flytte ind i villaerne. I Villa Fjordbakken flyttede 21 tyske telefondamer ind. Ifølge en artikel i Koldingbogen 2012, blev Moland efter krigen udråbt som værnemager og ”beskyttet” i arresten. Det kan jo lyde uretfærdigt, men man glemmer her, at Moland rent faktisk blev dømt i Kolding Kriminalret for at have overtrådt værnemagerlov II, idet han havde haft en ulovlig fortjeneste på de to villaer. Han havde haft en ulovlig nettofortjeneste på 17.467 kr. (knap 440.000 kr. i 2025), hvilket bl.a. gav ham en dom på 70 dages fængsel og en større bøde. Dommen faldt d. 30. april 1946, og her blev fængselsstraffen anset for udstået ved varetægtsarresten.

I september 1948 blev Emil Moand sigtet for hæleri og underslæb. Han blev sigtet for at have aftaget 500 kg. bly, som danske arbejdsmænd havde stjålet på Kolding Havn i forbindelse med nedbrydningen af Belgierhallerne. Derudover skulle han have bedraget Kolding Kommune ved at have købt billigere glas end til de overenskomstmæssige priser gennem bestikkelser.

Emil Moland ejede også gennem mange år et sommerhus ved Skærbæk. I starten af 1960'erne kom Moland og sommerhuset i alle landets aviser. Moland havde etableret et underjordisk toilet i en skrænt på sommerhusgrunden. Naturfredningsmyndighederne klagede dog over dette, og i marts 1962 blev Moland i Vestre Landsret dømt til at fjerne "Forargelsens hus", som aviserne morsomt skrev det. Byggeriet havde været i jernarmeret beton, så en sprængning var eneste løsning.

Gift med Gerda Johanne Moland (født Aasted) (f. 11-11-1891). Far til sønnen Erik Moland (f. 1923).

Kilder og litteratur

  • Else Severinsen: Emil Moland - Glas en gros, Koldingbogen 2012.
  • Kolding Folkeblad - 14-5-1945, 30-4-1946, 1-5-1946 og 28-5-1946.
  • Fyns Social-Demokrat, 9-9-1948.
  • Horsens Social-Demokrat - 24-10-1961.
  • Randers Dagblad og Folketidende - 17-3-1962.
  • Hejmdal - 19-3-1962.