Christian Emil Moland

Fra KoldingWiki

Christian Emil Moland, direktør

Indehaver af virksomheden Emil Molind Glas. Virksomheden lå i nuværende Sydbanegade.

Under besættelsen ejede Emil Moland to villaer i Kolding, heriblandt Villa Fjordbakken på Rædersvej 1. I henholdsvis 1941 og 1943 ville den tyske værenemagt leje de to ejendomme. Moland turde ikke sige nej, men talte med borgmesteren om det. Borgmester Valdemar Juhl mente, at det var for farligt at sige nej, så Moland måtte lade tyskerne flytte ind i villaerne. I Villa Fjordbakken flyttede 21 tyske telefondamer ind. Ifølge en artikel i Koldingbogen 2012, blev Moland efter krigen udråbt som værnemager og ”beskyttet” i arresten. Det kan jo lyde uretfærdigt, men man glemmer her, at Moland rent faktisk blev dømt i Kolding Kriminalret for at have overtrådt værnemagerlov II, idet han havde haft en ulovlig fortjeneste på de to villaer. Han havde haft en ulovlig nettofortjeneste på 17.467 kr. (knap 440.000 kr. i 2025), hvilket gav ham en dom på 70 dages fængsel og en bøde på 40.000 kr., ligesom han mistede sin stemmeret og valgbarhed i 5 år. Dommen faldt d. 30. april 1946, og her blev fængselsstraffen anset for udstået ved varetægtsarresten.

Kilder og litteratur

  • Else Severinsen: Emil Moland - Glas en gros, Koldingbogen 2012.
  • Kolding Folkeblad - 14-5-1945, 30-4-1946, 1-5-1946 og 28-5-1946.