Johan Lauridsen Jensen
Johan Lauridsen Jensen (f. 2-7-1857, Gelballe - d. 1914, Asheville, USA), frugtavler.
Som 14-årig emigrerede Johan L. Jensen i 1871 til USA sammen med sin søster og hendes mand.
I USA ændrede han sit navn til John Laurence Jensen.
Nogle år senere besluttede han sig for at prøve lykken som ananasavler i Martin County, Florida. Dyrkningen gik godt, og et lille samfund voksede op omkring hans farm. I 1890 fik den lille by navnet 'Jensen' - som en hyldest til John (I 1943 skiftede byen navn til 'Jensen Beach') Mellem 1893-1895 opførte han også et hotel (Al Fresco Hotel) ved Indian River med henblik på at tiltrække nybyggere. Omkring 1895 var byen 'Jensen' kendt som værende "verdens ananas hovedstad", og der blev eksporteret over 1 million kasser ananas om året. En hård periode med frost i 1895 samt to brande i 1908 og 1910 ødelagde det meste af ananasfarmene i området. I 1920 kollapsede ananasindustrien helt pga. økonomiske og landbrugsmæssige problemer. I dag afholdes der dog hvert år 'Jensen Beach Pineapple Festival'.
John blev gift med Lucy Jensen. I 1904 forlod familien byen og slog sig ned i Asheville, North Carolina.
Mange år efter sin mands død besøgte enken Kolding.
Kilder og litteratur
- Fredericia Dagblad - 19-10-2017.
- Anders Bo Rasmussen: Pio – Flugten til Amerika, 2023.