Kolding Skytteforening

Fra KoldingWiki
Version fra 22. nov 2024, 19:27 af Jkrause (diskussion | bidrag) Jkrause (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Kolding Skytteforening, ca. 1900. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.

Foreningen blev oprettet i 1862 under navnet Skytteforeningen for Kolding By og Omegn, med det formål ”at forøge den vordende soldats tilllid til sit våben” i en tid, hvor den danske nationalstat skulle forsvares. Interessen for foreningen øgedes som en følge af nederlaget i 1864 og tidens generelle nationale vækkelse.

Efter engelsk forbillede oprettedes skytteforeninger over hele landet støttet af den danske statsmagt. I 1867 stiftedes i Kolding ligefrem et skyttekorps, der ikke lagde skjul på den militære inspirationskilde. ”Stejlbjergjægerne”, som det blev kaldt, opløstes dog blot to år senere.

I begyndelsen af foreningens levetid benyttede man pladsen ved Staldgården til skydeøvelser, men rykkede snart til Munkensdam. Driften af banerne blev overtaget af Kolding borgerlige Skydeselskab i slutningen af 1860erne, men Skytteforeningen kunne stadig benytte dem. Pladsen ved Munkensdam blev for trang med årene, og i 1921 imødekom man fra kommunalt hold et ønske fra foreningen om en ny skydebane. Denne anlagdes ved Komarksbuskene, og udvidedes under den tyske besættelse 1940-1945, ligesom en ny pavillon opførtes.

Foreningen var medlem af Kolding Idræts-Ring.

Udvidelserne fortsatte efter krigen, og i begyndelsen af 1950erne fik foreningen en indendørs bane. Foreningen fusionerede i 1976 med Bramdrup Skytteforening og foreningen overtog en industrigrund på Platinvej 65. Skydebanen stod endeligt færdig i 1982.

Litteratur og kilder

  • Poul Sørensen: Sporten og Friluftslivet.
  • Knud Moseholm: Kolding i det tyvende århundrede indtil kommunesammenlægningerne i 1970, bind 2 1979, Niels Kayser Nielsen, Skyttebevægelsen i Trekantsområdets landsogne 1861-1918.
  • Idrættens Steder. Jørn Hansen (Red.) Idrætshistorisk årbog 1997, 1997.
  • Stig Bjerregaard: Kolding-Bramdrup Skytteforening i 150 år, Koldingbogen 2012.