Conrad Emil Andersen
Conrad Emil Andersen
Født: 25. maj 1862
Død: 25. januar 1930
Ægtefælle: Emma Andersen
Erhverv: Købmand, assurandør, brandinspektør
Conrad Emil Alfred Andersen, (f. 25-5-1862, Hjørring - d. 25-1-1930, Kolding), købmand, assurandør, brandinspektør.
Søn af skipper Johannes Andersen (f. 1826) og Maren Andersen (f. 1838).
Conrad Andersen blev udlært som bankassistent. Han blev i 1890 ansat som assurandør. Han sad med hovedagenturet for Det gensidige forsikringsselskabet Danmark (Kolding om Omegn) siden 1906. Medlem af repræsentantskabet for Købstædernes alm. Brandforsikring (Kolding-kreds) siden 1916. Repræsentant for Nye Jydske Kjøbstad-Kreditforening. Fungerede også som brandinspektør for Kolding Kommune.
Formand for Kolding Grundejerforening og medlem af De jydske Grundejerforeningers hovedbestyrelse.
Formand for Cykelklubben Old Boys, bestyrelsesmedlem i Kolding Borgerlige Skydeselskab, medlem af Kolding Sejlklub og af Odd-Fellow-Logen. Conrad Andersen var i 1918 bestyrelsesmedlem i foreningen 'Den personlige Friheds Værn', der var et modstykke til afholds- og forbudsforeningerne. Man arbejdede her for menneskets ret til at bestemme over eget liv, bl.a. med hensyn til indtagelse af øl og alkohol og rygning.
Conrad Andersen var desuden stærkt involveret i arbejdet for etableringen af Julemærkesanatoriet ved Kolding Fjord. Han var i denne forbindelse medlem af Tilsynsrådet for Julemærkesanatoriearbejdet.
Politisk var Conrad Andersen medlem af Højre (senere kaldet Det Konservative Folkeparti) og medlem af partiets lokalafdelings første bestyrelse fra november 1896.
Conrad Andersen blev viet i Kolding d. 1-1-1885 med Emma Theresa Elisabeth Andersen (født Koops) (f. 5-11-1863). Han blev far til børnene Karl Ditlev (f. 1885), Anna Elisabeth (f. 1886), Mary Johanne (f. 1887), Aage Alfred (f. 1888), Vikka (f. 1891), Conrad Andersen (f. 1892) og Ulla (f. 1893). Familien var bosat på Haderslevvej 9. Senere flyttede de til Dalbyvej 5 (efter 1917).
Den ellers raske Conrad Andersen, blev ramt et hjerteslag d. 25. januar 1930.
Kilder og henvisninger
- Kolding Social-Demokrat - 28-6-1905 og 21-11-1906.
- Kolding Folkeblad - 8-3-1890, 9-6-1916, 2-4-1917, 30-10-1917, 30-3-1918 og 8-5-1919.
- Thisted Amtsavis - 27-1-1930.
- Nationaltidende - 26-1-1930.