Den Apostolske Højskole

Fra KoldingWiki

Den Apostolske Højskole på Lykkegårdsvej 100, blev grundlagt i 1955.

På gården Kristinesminde i Seest samledes fra 1929 en større gruppe unge kristne til årlige sommerstævner. Over årene udviklede stævnerne sig. I 1934 var der op imod 1.000 deltagere, og i 1939 begyndte man med 27 elever i gårdens stuehus den første 6-ugers bibelskole. Kurset bestod af bibelfortolkning, engelsk samt sang og musik.

Det voksende antal mennesker til sommerstævnerne og den vedvarende kursusaktivitet gjorde, at en gruppe ledere med Sigfred Beck i spidsen på et møde i 1941 fik inspiration til at bygge en bibelskole, der skulle få indflydelse ud over hele Europa. Samme år donerede gårdejerparret Hans og Beate Beck et større areal af Kristinesmindes jorder, hvor den kommende højskole skulle placeres. Herefter begyndte en større indsamling til byggeriet. I 1949 blev skolen anerkendt som folkehøjskole, og i 1951 kom de første udenlandske elever fra bl.a. Schweiz, Norge og Tyskland. Højskolen stod færdig i juli 1955, men først i sommeren 1957 blev bygningen officielt indviet med 100 elever fra ind- og udland.

Højskolen består i dag af næsten 5.000 m2 fordelt på 5 etager. Mere end 5.000 elever har studeret på Højskolen.

Senere lagde gården jord og bygninger til opførelsen af Apostolsk Kirke og dannelsen af Lykkegårdskolen.

Kilder og litteratur

  • www.actsacademy.dk