Kvindernes eg
Kvindernes eg blev plantet ved Koldinghus i 1915 af Dansk Kvindesamfunds afdeling i Kolding. Træet blev plantet i anledning af at kvinderne fik ret til både at stemme og blive valgt ind i rigsdagen. En mindesten blev placeret i 1935 med inskriptionen "Kvindernes eg". I 2015 blev den erstattet med en større mindesten med inskriptionen "I dyb respekt for de kvinder og mænd, som sikrede at kvinder fik valgret i 1915" Siden 1999 har der været tradition for at man mødes ved egen den 15. juni, synger nogle sange og genopfrisker mindestenen.
Ved kvindernes grundlovsmøde i 1915 blev der skrevet en sang tilegnet træet:
Sang til Kvindernes Eg
Mel. Danmark Dejligst
Forfatter: Birgitte Juhl
Dig vor lille Eg vi satte
her ved Slottets Rand,
Du vil lære os at skatte,
elske højt vort land.
Danmark med de rige Minder,
hvortil atter nu vi binder
"5. Juni", som er Dagen,
der fik klaret Sagen
Voks da, Eg, Og lad det skønnes,
at, som Tiden gaar,
Aar for Aar Din Krone grønnes
Du som Minde staar
om den Slægt, der aarle, silde
stred for det, den gærne vilde:
Med til Land ved Lov at bygge
skabe Lys og Lykke.
Held da os, om ret vi evner
nu at slutte Vagt
om den Grundlov, der os stævner
til at give Agt
paa, hvad der er Ret i Livet
og hvad Pligt der blev os givet,
til at værne og at frede
om alt godt her nede.