Maren Berg

Fra KoldingWiki
Maren Berg

Maren Berg f. Johansdatter (født 20. april 1836 - død ) hustru til Chresten Berg.

Livshistorie

Maren Bergs fødsel

Maren Johansdatter blev født den 20. april 1836 på gården Egeland i Starup ved Kolding. Hun var datter af Mette Marie Holgersdatter og Johan Vilhelm Bertelsen, som var gårdmand og sognefoged. Mange steder er pigenavnet angivet til at være Bertelsen, men præsten har i kirkebogen skrevet Johansdatter. I søsterens Johanne Nutzhorns nekrolog beskrives det, at faderen gav dem en god opdragelse og, at hjemmet var påvirket af de grundtvigske tanker (se artikel i den amerikanske avis Dannevirke

Maren Bergs ungdom og mødet med Christen Berg

Første gang Maren Berg mødte Christen Berg var sandsynligvis, da han blev ansat som skolelærer på nabogården Skovgård i november 1851. Datteren Nanna Kristensen-Randers har berettet, at forældrene havde lært hinanden at kende, da Christen Berg var lærer på Borgerskolen i Kolding. Christen Berg kom tit på besøg hos præsten Bojsen i Vilstrup, hvor Maren Berg sammen med sin søster Karen var i huset. Bojsen var far til Jutta Bojsen-Møller. Inden ægteskabet med Christen Berg havde Maren også været i huset hos Dines Pontoppidan og Birthe Christine Marie Oxenbøll, forældre til Henrik Pontoppidan.

Det blev betragtet som dristigt, at Christen Berg friede til datteren af en storbonde. Men hun vidste, hvad hun ville. Hun var en sluttet karakter, der så, hvilke kræfter der gemte sig i hendes bejler. Og det viste sig jo snart, at det ikke var noget dårligt parti. Beretningen om Maren og Christen Berg blev fortalt på Frederiksborg Højskole, dagen efter, at Maren Berg var død i 1906. Marens forældre sendte Maren til fasteren Mette Bertelsen på Landerupgård, for at hun skulle få Maren fra den idé. "For sådan en smule skolelærer var ikke et passende parti for en storbondes datter". På Landerupgård fik Christen Berg dog lov til at besøge Maren, da fasteren havde forstået, at det ikke kun var et ungpigesværmeri. Det var åbenbart Mette Bertelsen, der bestemte i familien, hun meddelte Marens far, at de skulle have lov til at gifte sig. Maren Berg har også selv vidst, hvad hun ville. I Bergtrup bog om Christen Berg beskrives hun som "en lille, tætsluttet, dygtig personlighed, der selv turde vælge sin fremtids vej". Den 23. maj 1861 blev Maren Johansdatter/Bertelsen til Maren Berg.

Tiden på Bogø

Efter kort tid som ægtepar i Kolding, fik Christen Berg ansættelse som førstelærer og kirkesanger på Bogø i efteråret 1861, hvor parret fik syv børn. Den ældste datter Helga født i 1862 døde året efter. I 1865 var Christen Berg blevet opstillet i Kolding og året efter kom han i Folketinget. Han har derfor af gode grunde nok har været en del væk fra Bogø, og det har været Maren Berg, der har haft hovedansvaret for den voksende børneflok: Tyra, Nanna, Ejnar, Sigurd, Viggo og Hjalmar født i hhv. 1863, 1864,1866, 1868, 1873 og 1874.

Maren Berg var meget respekteret på Bogø. I anledning af 50 års jubilæet i 1916 for Bogø Navigationsskole kan man bl.a i Kolding Folkeblad læse om fru Berg og det gæstfrie hjem, som Maren og Christen Bergs hjem var. Et år havde en deputation med præstefruen i spidsen på Marens Bergs fødselsdag meddelt hende, at de fremover ville tiltale hende fru Berg i stedet for madam, som var skikken dengang. Maren Berg beskrives som en gæstfri værtinde, der bidrog til at skabe, at ægteparret blev centrum på Bogø (se artikel i mediestream). Christen Berg blev kaldt “kongen af Bogø”.

Tiden som folketingsmedlem optog alt Christen Bergs tid, han opgav skolearbejdet og familien Berg flyttede i 1874 til Frederiksberg, hvor de fik sønnen Åge i 1875. Drengen døde året efter i Hillerød, da familien var flyttet dertil, hvor parrets to sidste børn, Asta Berg og Randi Berg blev født. Å er i Danmark indført med retskrivningsreformen i 1948, men det har været brugt særligt af folk med en nordisk orientering meget tidligere.

Maren Berg og Christen Bergs sølvbryllup blev omtalt i Kolding Folkeblad 25 år efter begivenheden. se billedet i avisen

Christen Berg, fængsel og død

Christen Berg fik under provisorietiden under Estrup et halvt års fængsel i 1886. Mens Christen Berg sad fængslet i arresthuset på Blegdamsvejen i København havde Maren Berg og Christen Berg sølvbryllup. Fængselsdommen vakte store protester, og der blev samlet ind til en folkegave, der bl.a. bestod af 40000 kroner i nymøntede kroner. Folkegaven blev overrakt parret i fængslet. Christen Berg døde i 1891, under fængselsopholdet fik Christen Berg sukkersyge. Kolding Folkeblad udkom ekstraordinært søndag den 6. december 1891 med en særudgave af avisen dedikeret til Christen Berg. I avisen var er bl.a et digt til fru M. Berg(se link)

Maren Bergs betydning i samtiden

Maren Berg sad i uskiftet bo og var dermed ejer af de Bergske blade efter sin mands død eller bladudgiverske, som er det erhverv, som Maren Berg har i folketællingen fra 1895. Det var dog sønnen Sigurd Berg, der var den egentlige administrator. Fra den 29. december 1891 til den 21. november 1904 stod der udgivet af M. Berg på forsiden af Kolding Folkeblad. I november 1904 omdannede Maren Berg de Bergske blade til et aktieselskab/interessentskab, der var ejet af hende og børnene.

Fra den 29. december 1891 til den 21. november 1904 stod der udgivet af M. Berg på forsiden af Kolding Folkeblad. Udklippet er fra 21.november 1904.se artiklen i mediestream

Også efter Christen Bergs død var Maren Berg tæt på det politiske liv. I 1893 blev der holdt politisk salon, hvor Maren Berg samlede rigsdagsmænd fra Venstre (se artikel i mediestream).

I 1895 foreslog Jutta Bojsen-Møller, at der blev oprettet et nationalt råd som bindeled mellem Dansk Kvindesamfund og udlandets kvindeforeninger. Maren Berg var med i den trepersoners gruppe, som skulle overveje dette (se artikel i mediestream) Researchen om Maren Berg har indtil videre ikke klarlagt om rådet blev til noget. Et andet eksempel på, at Maren Berg var involveret i kvindesagen, er at hun i 1897 var involveret i diskussionen om en bygning for kvinder (se artikel i mediestream)

I 1908 fik kvinderne valgret til kommunalvalg. I den anledning mindede Jutta Boysen Møller i en tale, at valgretten var blevet til lov på afdøde Maren Bergs fødselsdag den 20. april, og at det var fortjent, at Maren Bergs fødselsdag blev en mærkedag for kvindesagen (se avis i mediestream). Sønnen Sigurd Berg var indenrigsminister, da kvinderne fik stemmeret til kommunalvalg. I 1905 kan finde en overskrift med teksten "Ministeriet Maren Berg" i Folkets Avis (se artikel i mediestream). Det hentyder muligvis til, at de bergske blade påvirkede stemningen i forhold til det nye ministerium i 1905.

Maren Bergs ældre dage

Maren Berg døde i 1906 på Frederiksberg. Hun er som Christen Berg begravet på Kolding kirkegård. I 1902 blev en mindesten for Christen Berg indviet i Bovbjerg, hvor Christen Berg stammede fra. Denne begivenhed var Maren Berg for svag til at deltage i, men de forsamlede sendte hende en telegrafisk hilsen (se artikel i mediestream)

Henvisninger og kilder

Kirkebøger

Børnenes fødsler:

  • Helga Berg født 12. juli 1862 på Bogø: se link
  • Helga Berg død 13. marts 1863 se link
  • Tyra Berg født 4. august 1863 på Bogø: se link
  • Nanna Berg født 3. november 1864 på Bogø: se link
  • Ejnar Berg født 1. september 1866 på Bogø: se link
  • Sigurd Berg født 3. juli 1868 på Bogø: se link
  • Viggo Berg født 16. januar 1873 på Bogø: se link
  • Hjalmar Berg 3. januar 1874 på Bogø se link
  • Åge Berg født 3. august 1875 på Frederiksberg: se link
  • Åge Berg død 26.juli 1876 i Hillerød: se link
  • Asta Berg, født 12. marts 1877 i Hillerød: se link
  • Randi Berg født 23. april 1880 i Hillerød: se link

Folketællinger

  • Folketælling 1840, Øster Starup - se link
  • Folketælling 1850?
  • Folketælling 1860, Øster Starup: se link
  • Folketælling 1880, bosat Helsingørsgade 77, Hillerød: se link
  • Folketælling 1895, København: se link


Avisartikler

Omtale af de Bergske Blade:

Kolding Folkeblads 25 års jubilæum

Omdannelse til aktieselskab

Omdannelse til aktieselskab

Nekrologer om Maren Berg: Fx avisen Dannebrog 1906


Bøger og årbøger