Leave Camp
Leave Camp var en ferielejr for de allierede soldater, som var udstationeret i Slesvig-Holsten. Ferielejren, der også gik under navnet Rest Camp, blev indviet d. 20. august 1945 i tyskernes gamle lejr på Lykkegårdsvej.
Åbningen af lejren blev overværet af chefen for de britiske styrker i Slesvig-Holsten, general E. H. Barker.
Det første hold på 200 soldater ankom samme dag.
I Kolding kunne de krigstrætte soldater hvile ud, handle i byens butikker eller f.eks. tage på fjordsejlads med den beslaglagte tyske turistbåd FÖRDE.
Efter blot et års tid havde 16.000 allierede soldater allerede været på ophold i ferielejren.
Den 16-17. september 1947 kom det til optøjer i byen, hvor flere hundrede borgere demonstrerede mod englænderne. Nogle engelske soldater skulle angiveligt have været i klammeri med nogle civile, hvilket skabte vrede. Som en konsekvens måtte de engelske soldater ikke forlade lejren efter kl. 23.
Lejren lukkede 1. oktober 1947, som den sidste lejr uden for den britiske zone i Tyskland. Siden åbningen havde omkring 30.000 soldater besøgt lejren.
Litteratur og kilder
- Horsens Avis 15-08-1946.
- Vestjyden 21-08-1945.
- Hejmdal 27-8-1947.
- Sydvestjylland - 18-9-1947