Det Danske Pigespejderkorps
Det Danske Pigespejderkorps blev etableret i Danmark i 1910. I 1916–17 blev den første trop oprettet i Kolding, men på grund af førermangel blev troppen nedlagt igen i 1930. I 1936 blev en ny trop oprettet i byen bl.a. med Elisabeth Eff og børnehaveleder Marie Mikkelsen som medstiftere , og i de efterfølgende 10 år voksede medlemstallet i en sådan grad, at man måtte dele troppen i tre. I 1957 opstod den fjerde trop.
Korpset blev også kaldt Blåmejser på grund af farven på uniformen. Blåmejserne havde, som flere af de andre spejderkorps, et tambourkorps. Det kneb undertiden med at finde egnede kandidater til korpset, men til Sct. Hans i 1954 blev tambourkorpset genoprettet med en stor parade gennem byen. I 1973 blev ”de gule drenge” (Det Danske Spejderkorps) og Det Danske Pigespejderkorps lagt sammen til ét korps under navnet Det Danske Spejderkorps. (Kolding Stadsarkiv)
Gimm, Birgith: En gang spejder, altid spejder: Koldingbogen, 2001. Danmarks Nationalleksikon: Den Store Danske Encyklopædi. København, 1994-2006. Stadsarkiv: Saglig Samling, 37.086 og A1092 og A1095