Skanderup Kirke
Skanderup Kirke ligger i Skanderup Sogn, og er opført i 1200-tallet.
Kirken er en statelig romansk kvaderstensbygning, der er forlænget mod vest. Hertil er i senmiddelalderen føjet et anseeligt tårn, ombygget og forsynet med spir i 1871. Et våbenhus i syd, nævnt første gang i 1642, blev revet ned i 1862 i forbindelse med flytningen af en romansk søjleportal til tårnets vestside. I 1934 opførtes en apsis ved korets østgavl.
Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont, mens senmiddelalderen repræsenteres af højaltertavlen fra omkring 1500, et omtrent samtidigt korbuekrucifiks og alterstager fra omkring 1525, støbt af Morten Jensen til et Skt. Nikolaj-alter. Den øvrige indretning er i det væsentlige fra renæssancetiden. Alterbordspanelet og resterne af en skriftestol bærer årstallet 1577 og skyldes ligesom nogle stolestadegavle samme snedker. Prædikestolen, opsat i 1589 af Caspar Markdanner, er et charmerende arbejde i ungrenæssancestil, mens højrenæssancen er slået igennem i de få år yngre stolegavle (vistnok fra 1596). 1600-tallet er repræsenteret ved et dåbsfad og tre relieffer med Jesu barndomshistorie, der ikke nødvendigvis har gammel tilknytning til kirken, nu indsat i nyere salmenummertavler. En ældre klokke blev omstøbt i 1736 af Caspar König og bekostet af generalinde Levetzow til Bygholm. Altersølvet, hvoraf kun kalken er bevaret, blev i 1714 skænket af kirkeejeren Theodosius Levetzow til Oksholm.
Kirken var ifølge et brev fra 1397 viet til Skt. Nikolaj. Kronen skødede i 1698 kirken til oberst Ditlev Brockdorff til Hvolgård og Estrup. Den overgik sammen med Estrup i 1701 til Brockdorffs svoger, generalløjtnant Theodosius Levetzow (til Oksholm), som beholdt kirken, da han i 1704 afhændede Estrup. Levetzows enke Anna Margrethe Brockdorff (til Bygholm) solgte i 1753 kirken til kancelliråd Frederik Lautrup til Estrup. Sønnen Henrik H. C. Lautrup afhændede den i 1771 til overinspektør Bagge på Frijsendal, som året efter solgte den til gårdejer Jens Simonsen, Dons, af hvem gårdejer Niels Poulsen Buch, Nagbøl, købte den i 1773. Dennes enke ejede endnu kirken i 1804, men i 1809 var den overgået til sognets beboere. Kirken overgik til selveje i 1919.