KoldingWiki diskussion:Brugere

Fra KoldingWiki
Version fra 25. feb 2015, 15:19 af Lisbeth (diskussion | bidrag) Lisbeth (diskussion | bidrag) (Oprettede siden med ' == Vester Nebel Skole == Vester Nebel Skole er efter den seneste om-og-tilbygning i 2014 en fuldt udbygget to-sporet skole fra 0. til. 6. klasse og SFO med omkring 225 ele...')
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)

Vester Nebel Skole

Vester Nebel Skole er efter den seneste om-og-tilbygning i 2014 en fuldt udbygget to-sporet skole fra 0. til. 6. klasse og SFO med omkring 225 elever. Elever i overbygningen (7.,8.,9.kl.) fortsætter på Almind-Viuf Fællesskole. Den integrerede lokale daginstitution: Børnegården er skolens nærmeste genbo. Skolen ligger på Koldingvej 2 på en trekantet grund mellem Kolding-Egtved landevej og den brede ådal med Vester Nebel Å.

Vester Nebel Sogns skolehistorie kendes fra 1693, da kirkeskriver Jacob Jensen anmodede stiftamtmanden i Ribe Stift om tilskud til at oprette en børneskole. Det blev ikke bevilget. I 1722 var sognet blandt 35 ansøgere til en af Kong Frederik d.4´s 20 almueskoler i Koldinghus Rytterdistrikt. Det fik man heller ikke. De to nærmeste Rytterskoler - som de hurtigt kom til at hedde - blev lagt i Harte og Ågård. Børnene i Vester Nebel skulle høre til Harte Skole, der lå 7 km borte. Trods påbud og trusler om sanktioner ved udeblivelse valgte mange forældre ikke at sende deres børn ud på den lange gåtur til Harte. Især om vinteren var turen streng og broen over Almind Å ved Dybvadbro ikke altid farbar. Skolevejen til Ågård var kun på 3 km, så mange forældre valgte at lade deres børn gå dertil. I 1784 vedtog sognets gårdmænd og husmænd at bygge et skolehus ved siden af Vester Nebel Kirke, og de underskrev samtidig et dokument med fordeling af udgifterne til byggeriet. Alligevel gik der 35 år, inden det blev bygget, og om dets placering er der nogen usikkerhed, og det eksisterer ikke mere. Midt i 1800-tallet blev der bygget en ny skole på den nuværende skoles grund. Den første bygning er nedrevet, men i 1885 blev der opført en fin rødstensbygning, som stadig står og er i brug som skolens musiklokale. 1925 blev der opført endnu en bygning med klasseværelser og lærerbolig, og i 1939 blev der tilføjet en vinkelbygning med klasselokaler og gymnastiksal. Med skoleloven af 1937 var der stillet krav om gymnastiksal, så Vester Nebel var tidligere med end mange andre landsbyskoler. Arkitekt på denne del af skolen var Sigurd Madsen, der var lokalkendt da han var født i Dons. Siden er der fulgt adskillige om-og-tilbygninger: i 2000-2001 en stor fløj til indskoling og fritidsordning og sidst i 2013-2014 en forbindelsesfløj i en meget moderne arkitektur.

Hele dette byggeforløb afspejler de mange skoletanker, som er tænkt og gennemført i de mere end 300 år. I begyndelsen blev der undervist i bibelshistorie og læsning, efterhånden også i regning og naturfag, og omkring 1900 kom de praktiske fag og legemsøvelser på skemaet. Op gennem 1900-tallet ændrede synet på børneskolen og børnenes udvikling sig. Skolegangen fik betydning som en vigtig, selvstændig periode i barnelivet, ja, for hele livet. Overgangen fra landbrugsland til industrisamfund kom til at betyde nyt syn på elevernes evne til at samarbejde, ligesom undervisning i fremmedsprog blev fremmet. I de seneste år smitter it-udviklingen af på lokaler og undervisningsformer.

Vester Nebel Skole ligger i Vester Nebel Sogn, som var en selvstændig landkommune i Brusk Herred, Vejle Amt. Fra Kommunesammenlægningen i 1970 indtil Strukturreformen i 2007 var sognet en del af Egtved Storkommune. Da denne herefter skulle indgå i Vejle Kommune, gjorde indbyggerne i Vester Nebel ophævelser med ønske om at blive en del af Kolding Kommune. Grunden var bl.a. at mange "nevlinger" arbejder i Kolding og at adgangen til motorvej og indkøbsmuligheder er indenfor kort afstand, mens Vejle føltes langt væk. Der blev foretaget en afstemning, der gav til resultat, at Vester Nebel skulle sammen med Egtved til Vejle. Men efter en ihærdig underskriftindsamling blev en ny afstemning gennemført, og denne gang med det resultat, at Vester Nebel nu er en del af Kolding.


Littertur og kilder

Poul Frederiksen: Vester Nebel. Artikel i Koldingbogen 2007 Ebbe Walter: Notater om den tidligste skole i Vester Nebel. Lokalarkivet. Oplysninger fra skoleinspektør Martin Bredthauer Oplysninger fra lokalarkivets leder Henning Neve Larsen