Peder Hansen

Fra KoldingWiki
Version fra 4. aug 2013, 18:22 af Gunnar Storm Thomsen (diskussion | bidrag) Gunnar Storm Thomsen (diskussion | bidrag) (Oprettede siden med 'Peder Hansen blev født i Visby i Tønder amt 23. oktober 1824. Hans far, Christian Hansen, var degn og skolelærer i Visby. Efter skolegangen var Peder Hansen tjenestedre...')
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)

Peder Hansen blev født i Visby i Tønder amt 23. oktober 1824. Hans far, Christian Hansen, var degn og skolelærer i Visby.

Efter skolegangen var Peder Hansen tjenestedreng på et par gårde i sognet inden hans optagelse på Skårup seminarium ved Svendborg. Han blev færdiguddannet som skolelærer i 1846, og kom til Borgerskolen i Kolding 11. juli 1853. Efter et lejemål ude i byen fik han fast bolig ved skolen i Sviegade.

I oktober 1853 tilbyder han i en annonce i Kolding Avis at give undervisning til håndværkslærlinge i dansk og regning. Der har åbenbart ikke meldt sig et tilstrækkeligt antal elever for året efter opretter han, sammen med sin lærerkollega ved Borgerskolen Christen Berg, en aftenskole med undervisning i elementærfagene dansk, retskrivning og regning. Initiativet bliver vel modtaget af principaler og deres lærlinge og er den første begyndelse til ”Kolding tekniske Selskabs Skole”. Betydende erhvervsfolk i byen vælger ham ind i Industriforeningens bestyrelse. For indsatsen på erhvervsskoleområdet, ved siden af lærergerningen på Borgerskolen, belønnes Peder Hansen med udnævnelse som Dannebrogsmand i maj 1892 på kongeparrets guldbryllupsdag.

Ved hans 70 års fødselsdag 23. oktober 1894 blev der holdt en fest for ham i Industriforeningens sal i Jernbanegade med over 100 deltagere, og hvor der var talere fra både skole, erhvervsliv og bystyre. I rosende vendinger blev Peder Hansen takket for indsatsen til gavn for Koldings skoleelever og lærlinge. Festen blev omtalt i Kolding Avis dagen efter over flere spalter.

Da hele Borgerskolen skulle bruges til undervisning måtte Peder Hansen fraflytte. Han var ugift og kunne klare sig med en mindre lejlighed i Elmegade. Han havde ansøgt om afskedigelse på grund af tiltagende sygdom da han døde 14. januar 1900 i en alder af 75 år.

Gunnar Storm Thomsen, august 2013.

Kilder: Bidrag til dansk håndværker undervisnings historie. Udgivet af Foreningen af tekniske skoler i Danmark. Milo`ske Bogtrykkeri 1916.

125 års jubilæumsskrift for Kolding tekniske Skole. Konrad Jørgensens Bogtrykker 1979.

Arkivalier fra Kolding Stadsarkiv.

Kirkelister og folketællingslister.