Kommunevalg i Kolding

Kommunevalg 1870-1909

Med Købstadskommunalloven af 26. maj 1868 blev der i hver købstad oprettet et byråd med bevilgende og udøvende myndighed. Indtil 1909 skete sammensætningen af byrådet ved, at der hvert 3. år var valg for enten den almindelige vælgerklasse eller den højstbeskattede vælgerklasse. Den almindelige vælgerklasse (alle mænd over 25 år der havde betalt deres kommuneskat, var ustraffet og ikke modtog fattighjælp fra kommunen) valgte den største halvdel af byrådet (5 kandidater indtil 1879, herefter 8) for 6 år af gangen. Den højstbeskattede vælgerklasse (den 1/5 af vælgerne der betalte mest i skat) valgte den mindre halvdel af byrådet (4 kandidater indtil 1879, herefter 7) ligeledes for 6 år af gangen. Den rigeste del af befolkningen, som jo betalte mest i skat, fik altså også en uforholdsmæssig stor politisk indflydelse i det spæde danske demokrati.

De to grupper i byrådet betegnet som ”valgt af den almindelige vælgerklasse” og ”valgt af de højstbeskattede” faldt sammen med de to politiske retninger og partier henholdsvis Venstre og Højre, idet der i perioden 1876-1903 kun blev valgt venstrefolk ved den almindelige vælgerklasses valg og kun højrefolk ved de højstbeskattedes valg. Dette udelukkede dog ikke, at der kunne opstilles venstre- og højrelister til begge valg, ligesom forskellige andre interessegrupper opstillede kandidatlister til valgene.

Det første kommunevalg (den almindelige vælgerklasse) afholdtes 4. januar 1870. Allerede fra valget i 1876 fik Venstre flertal i byrådet, da alle partiets kandidater blev indvalgt og dermed sad på den almindelige vælgerklasses 5 pladser. Venstre havde herefter flertallet i Kolding Byråd helt frem til 1909 trods et valgnederlag i 1906. Ved de højstbeskattedes valg i 1903 opnåede Venstre for første gang at få indvalgt 6 medlemmer, således at partiet nu sad på 14 ud af byrådets 15 pladser.

En af årsagerne til Venstres store indflydelse i Kolding i slutningen af 1800-tallet og omkring århundredeskiftet var den populære politiker Chresten Berg (1821-1891) der var medstifter af Det Forenede Venstre og Kolding-kredsens folketingsmand fra 1865 til 1891. Desuden havde det også betydning for Venstres stærke position, at der kom et stort antal tilflyttere fra Sønderjylland og Koldings omegn som var interesserede i at ændre samfundsforholdene.

Byrådets formand siden 1877, borgmester C. P. C. Schjørring, der var kongevalgt, havde den afgørende stemme, men ses ikke at have brugt denne mulighed. Han skulle være upartisk i henhold til Købstadskommunalloven af 1868.

Kommunevalget 12. marts 1909

Med den Kommunale Valglov af 1908 ophørte opdelingen af vælgerne i to klasser (priviligerede valgret), der blev indført lige valgret for mænd og kvinder over 25 år (dog skulle man stadig have betalt sin kommuneskat og ikke modtaget fattighjælp). Desuden blev der indført forholdstalsvalg mellem lister, således at borgerne nu måtte stemme på en partiliste, hvor kandidaterne blev indvalgt i den rækkefølge det enkelte partis vælgerforening havde bestemt. Muligheden for at stemme på en person bortfaldt hermed, men blev genindført i 1924.

Ved valget til byrådets 15 pladser gik Venstre tilbage fra 10 til 6 mandater, mens Socialdemokratiet gik frem fra 3 til 6 mandater. Da Højre imidlertid forøgede sit mandattal fra 1 til 3, forblev der dog et borgerligt flertal.

Politimester Viggo Baller blev indsat som ny borgmester efter C. P. C. Schjørring der havde været borgmester siden 1877.

Det var desuden ved dette valg, at en kvinde første gang blev indvalgt, nemlig lærerinde Alba Christensen-Dalsgaard (Venstre).

Kommunevalget 12. marts 1913

Antallet af byrådspladser blev udvidet til 19, men der blev endnu engang dannet et borgerligt flertal med Venstres 7 mandater og Højres 3. Socialdemokratiet gik atter frem og blev nu det største parti med 8 mandater, og for første gang blev Det Radikale Venstre repræsenteret i byrådet med et enkelt mandat, sagfører Arendt Petersen.

I 1914 blev Viggo Baller afløst af sagfører Edvard Lau som den første folkvalgte borgmester, selvom byrådets ret til selv at udpege en borgmester først blev lovfæstet i 1919. Borgmesteren skulle dog fortsat være upartisk, og Edvard Lau udtrådte derfor af Venstregruppen i byrådet.

Kommunevalget 8. marts 1917

Ved valget fik Det Konservative Folkeparti (tidligere Højre) en fremgang til 5 mandater, mens Venstre igen led nederlag og gik tilbage til 5. Socialdemokratiet beholdt sine 8 mandater, og Det Radikale Venstre var også fortsat repræsenteret med 1, nemlig kalkulator Aage Bennike. Der var således stadig borgerligt flertal i byrådet.

I 1916 var borgmester Edvard Lau trådt tilbage, da han blev direktør for Ny Jydske Kjøbstad-Creditforening og blev afløst af bankdirektør Oluf Bech (Højre). Med Borgmesterloven af 1. marts 1919 fik han lov til som borgmester at repræsentere sit parti.

Kommunevalget 11. marts 1921

Socialdemokratiet gik frem til 9 mandater, mens Venstre stadig havde 5, og Det Konservative Folkeparti måtte nøjes med 4. Dermed var den socialdemokratiske og borgerlige gruppe lige store, så den enlige radikale repræsentant Aage Bennike afgjorde kampen om borgmesterposten ved atter at pege på Oluf Bech. Ved fordelingen af pladserne i de stående udvalg indgik Aage Bennike dog valgforbund med Socialdemokratiet.

I 1923 blev købmand Hans Soll valgt som den første socialdemokratiske borgmester, da Oluf Bech havde trukket sig tilbage for at blive nationalbankdirektør i Århus.

Kommunevalget 12. marts 1925

Endnu engang mødte Venstre modgang og fik kun 4 mandater, de konservative fik ligeledes 4 og Socialdemokratiet gik tilbage til 7, mens de radikale fortsat havde 1 mandat.

Konsul Christian Effs særliste opnåede 3 mandater, så der var stadig borgerligt flertal. Han havde trukket sig ud af den konservative byrådsgruppe i 1923 i vrede over, at to af hans partifæller havde undladt at stemme på venstremanden købmand Holger Kelstrup som borgmester og dermed banet vej for den socialdemokratiske Hans Soll. Da han ved det konservative opstillingsmøde forud for valget i 1925 kun blev placeret som nr. 7, oprettede han en særliste med sig selv som nr. 1.

P.g.a. socialdemokraternes tilbagegang kunne Soll ikke fortsætte som borgmester, så den konservative købmand og fabrikant Therkild Fischer-Nielsen blev valgt i stedet.

Kommunevalget 3. april 1930

Det ordinære byrådsvalg i Kolding i 1929 blev udskudt et år p.g.a. forhandlinger om indlemmelse af dele af omegnskommunerne, til gengæld blev den pågældende byrådsperiode kun på 3 år. Samtidigt blev antallet af mandater i byrådet udvidet til 21.

Socialdemokratiet havde denne gang to lister. Uddeler J. P. Jensen blev opstillet på 9. pladsen og dannede derfor sin egen liste, men opnåede alligevel 8 mandater. Det Konservative Folkeparti gik frem til 7 og Venstre beholdt sine 4. Det Radikale Venstre havde fortsat 1 mandat, og malermester Frederik Andersen (tidligere byrådsmedlem for Venstre) blev valgt på Indre Missions-listen.

P.g.a. det borgerlige flertal blev den konservative jurist Valdemar Juhl valgt til borgmester, eftersom Fischer-Nielsen ikke ønskede at fortsætte.

Kommunevalget 9. marts 1933

Ved valget fik Socialdemokratiet en fremgang til 10 mandater, ligesom de konservative gik frem til 8. Men Venstre tabte derimod 2 og måtte nøjes med kun 2, hvilket bl.a. skyldtes interne stridigheder om opstillingen og derfor flere forskellige lister. Da Indre Missions-listen dog beholdt sit mandat, mens de radikale tabte sit, var der stadig borgerligt flertal.

Valdemar Juhl fortsatte på borgmesterposten.

Kommunevalget 4. marts 1937

Socialdemokratiet gik endnu engang frem til 11 mandater, Det Konservative Folkeparti fik igen 8 og Venstre 2, mens hverken Det Radikale Venstre eller Indre Mission kom ind i byrådet. Dermed havde Socialdemokratiet for første gang fået absolut flertal.

Valdemar Juhl måtte træde tilbage, og den socialdemokratiske folketingsmand og redaktør Knud Hansen blev valgt til borgmester.

Kommunevalget 5. maj 1943

På grund af den tyske besættelse blev det ordinære byrådsvalg i 1941 først udskudt til 1942 og igen til 1943. Valget betød en tilbagegang for socialdemokraterne til 10 mandater, hvilket bl.a. skyldtes at de ikke havde en klar borgmesterkandidat, idet Knud Hansen ikke ville genopstille. Ligesom ved sidste valg fik Det Konservative Folkeparti 8 mandater og Venstre 2. Det Radikale Venstre, der atter blev repræsenteret i byrådet med 1 mandat, folketingsmand P. H. Clausager, blev igen tungen på vægtskålen da den borgerlige og socialdemokratiske gruppe således var lige store.

Eftersom de radikale, sammen med de konservative og Venstre, havde kritiseret socialdemokraternes store gældsstiftelser til bl.a. aldersrenteboliger, støttede P. H. Clausager derfor den konservative Valdemar Juhl, som nu for anden gang blev borgmester.

Kommunevalget 12. marts 1946

Ved dette første valg efter besættelsens ophør beholdt Socialdemokratiet sine 10 mandater, mens Venstre gik frem til 3 og de konservative mistede 2 og således havde 6. Det Radikale Venstre og DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) fik hver 1 mandat, henholdsvis P. H. Clausager og typograf Otto Thaarup Rasmussen. DKP havde fremgang både lands- og lokalpolitisk i en periode efter befrielsen p.g.a. deres store engagement i modstandskampen, hvilket altså også gjorde sig gældende i Kolding.

De borgerlige kom i mindretal, da både de radikale og DKP støttede venstrefløjen og valget af socialdemokraten, redaktør Søren M. Jensen som ny borgmester.

Kommunevalget 14. marts 1950

Socialdemokraterne opnåede ligesom sidst 10 mandater, og Det Konservative Folkeparti og Venstre opnåede henholdsvis 7 og 3. Hverken de radikale eller DKP blev genvalgt, til gengæld fik Retsforbundet for første gang 1 mandat, forretningsfører Alfred E. Mikkelsen.

Dermed kunne de borgerlige danne flertal og vælge den konservative fabrikant Peter Beirholm som borgmester.

Kommunevalget 2. marts 1954

Endnu engang fik Socialdemokratiet 10 mandater, mens de konservative røg ned på 6 og Venstre for anden periode i træk vandt et mandat og nu havde 4. Det Radikale Venstre kom tilbage i byrådet med 1 mandat, sundhedsplejerske Ida Jørgensen, samtidig med at Retsforbundet mistede sit.

Da den borgerlige og socialdemokratiske fløj atter stod lige, kunne de radikale igen afgøre, hvem der skulle være borgmester, men Ida Jørgensen ønskede at være helt uafhængig af fløjene og ville hverken støtte Søren M. Jensen eller Peter Beirholm. Resultatet blev, at der måtte trækkes lod mellem de to kandidater, og Beirholm skulle som formand for byrådet forestå lodtrækningen. Han trak kuverten med sit eget navn og kunne altså fortsætte som borgmester.

Kommunevalget 4. marts 1958

De konservative gik denne gang frem til 7 mandater, mens Venstre blev stående på 4 og de radikale på 1. Socialdemokraterne gik derimod tilbage til 9 og fik for første gang siden valget i 1930 mindre end 10 mandater.

Det var også første gang siden 1930, at Venstre og de konservative kunne danne flertal alene, og derfor kunne Beirholm fortsætte som borgmester.

Kommunevalget 6. marts 1962

For Socialdemokratiet blev valget en succes med en fremgang til 11 mandater, hvilket især skyldtes en stor vælgeropbakning på 3.925 stemmer til folketingsmand Peter Ravn. Det Konservative Folkeparti fik atter 7 mandater, mens Venstre gik tilbage til 2, hvilket skyldtes intern uenighed mellem skoleinspektør Frovin Jørgensen, som opstillede på en uafhængig liste, og resten af Venstregruppen. Det Radikale Venstre røg ud, men til gengæld blev SF (Socialistisk Folkeparti) repræsenteret ved fagforeningsformand Kai Ibsen.

Socialdemokraterne havde dermed absolut flertal, og Peter Ravn blev ny borgmester.

Kommunevalget 8. marts 1966

Dette valg ændrede ikke partiernes indbyrdes styrkeforhold, idet mandatfordelingen forblev uændret. 11 til Socialdemokratiet, 7 til de konservative, 2 til Venstre og 1 til SF.

Peter Ravn kunne hermed fortsætte som borgmester.

Den fortsatte socialdemokratiske succes skyldtes bl.a., at der i de forgangne 4 år var kommet flere goder til borgerne såsom flere bolig- og erhvervsbyggerier, børnehave- og fritidshjemspladser og en ny skole, Dyrehaveskolen.