Søbadeanstalten ved Rebæk
Den 8. juli 1920 indviedes den kommunale søbadeanstalt ved Tved / Rebæk ud til Kolding Fjord, som i begyndelsen blev anset for at være en af provinsens bedst indrettede søbadeanstalter. Søbadeanstalten var i 1920'erne og 1930'erne særdeles populær, og den blev ivrigt brugt af både almindelige borgere og af aktive sportsudøvere. Kolding Svømme-klub, der blev stiftet i 1922, benyttede f.eks. i stor stil søbadeanstalten. Gennem 1920'erne hjembragte klubben mere end 100 pokaler til Kolding.
Søbadeanstalten kunne dog kun bruges i sommerhalvåret. I 1930erne opstod ønsket om en svømmehal, så svømning kunne dyrkes hele året. Søbadeanstalten var i brug til 1950erne, hvorefter den blev erstattet af et friluftsbad i Hospitalsgade. I 1971 blev der i tilknytning til friluftsbadet bygget en svømmehal og i 1994 indviedes Slotssøbadet.
Kilder og litteratur
- Kolding Folkeblad - 5-7-1920