Drejens Optagelseshjem

Fra KoldingWiki

Optagelseshjemmet i Drejens, blev oprettet i 1907 af Plejehjemsforeningen for Vejle Amt og Børnenes Vel i Fredericia, Vejle og Kolding.

Man erhvervede for 5.900 kr. en ejendom ved Drejens (Drejensvej 100) som blev ombygget og udvidet til formålet. Optagelseshjemmet blev indviet d. 27. september 1907. Man havde i starten plads til ca. 30 børn.

I stueetagen var der sovestue for de mindre børn, opholds- og spisestue, køkken, spisekammer samt et par værelser til hjemmets bestyrer. På 1. sal var der to soveværelser for de større børn med 10 senge i hver. Endvidere var der her soveværelser for de øvrige beboere. I kælderen var der bl.a. vaske- og baderum. Der hørte 3 tønder land til ejendommen, ligesom der var udbygninger til ko- og svinestald.

Hjemmets første forstander var J. Ølholm (1907-1908). Han var efterfulgt af følgende; Hartvigsen (1908-1912), Simonsen (1912-1922), Niels Kjeldstrup (1922-1955), Poul Kjelstrup (1955-1969) og Knud Andreasen (1969-1982).

Fra den 9. juli 1923 blev hjemmet statsanerkendt som optagelses- og iagttagelseshjem med plads til 40 børn i alderen 2-14 år.

I løbet af de første 25 år havde der været 879 børn på hjemmet.

Omkring 1959 skiftede institutionen navn til Drejens Kostskole.

I 1977 overtog Vejle Amt ansvaret for Drejens Kostskole. Den selvejende institution ophørte sin virksomhed i 1982 og institutionen overdroges til Vejle Amt.

Siden 1980'erne har Koldingegnens Idrætsefterskole haft til huse på adressen.

Henvisninger

  • Poul Erik Nørregård - Drejensvej 100 - gennem 200 år (2019).
  • Vejle Amts Folkeblad - 28-9-1907.
  • Saglig Samling, Kolding Stadsarkiv.