Kolding Hørfabrik

Fra KoldingWiki
Version fra 3. apr 2013, 10:39 af MartinMølgaard (diskussion | bidrag) MartinMølgaard (diskussion | bidrag) (Oprettede siden med 'I slutningen af 1930erne begyndte landmænd på Koldingegnen at dyrke hør på forsøgsbasis. Initiativtagere var forpagter A.P. Lunden på Dyrehavegård og Kolding Herreds ...')
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)

I slutningen af 1930erne begyndte landmænd på Koldingegnen at dyrke hør på forsøgsbasis. Initiativtagere var forpagter A.P. Lunden på Dyrehavegård og Kolding Herreds Landbrugsforenings konsulent Ejnar Pedersen. Forsøget var vellykket, og i slutningen af 1939 erklærede 200 landmænd sig villige til at dyrke hør. Det gav basis for at bygge Kolding Hørfabrik på Mosevej, der begynde bearbejdningen af hør i december 1940. Det var lige på det rigtige tidspunkt, for pga. krigen var der mangel på alle importvarer, til bl.a. tekstilindustrien. I starten udvandt man hørrens taver til spinderier og tovfabrikation, men i 1944 oprettedes eget spinderi, der fra begyndelsen gav arbejde til 250.

Selv om krigsafslutningen i 1945 betød, at der blev større konkurrence på tekstilmarkedet, besluttede direktion og bestyrelse at investere i større spindemaskiner og indkøb af væve, og fra 1950 kom der gang i fabrikkens eksport af tekstiler. I 1955 beskæftigede fabrikken 500 arbejdere, og i årene derefter udvikledes produktionen til også at omfatte plastikbelagte tekstiler. Fabrikken solgte ikke kun garner, men også duge, som danske kunstnere designede.

Konkurrencen fra russiske, hollandske og belgiske høravlere voksede i løbet af 1950erne. Desuden var fabrikkens problem, at de danske høravlere fik større udbytte ved at dyrke korn, så de faldt efterhånden fra. I 1969 lukkede spinderiet med 200 arbejdere, og i 1970 lukkede man helt i Kolding. En del af plastikfabrikationen blev ført videre i Haderslev.

Fabrikkens bygninger blev senere under navnet Hørgården udlejet til forskellige formål, men de nedbrændte 2. august 2004.


Litteratur og kilder

  • Gunnar A. Engberg: Knud Moseholm m.fl. (red.): Kolding i det tyvende århundrede indtil kommunesammenlægningerne i 1970, bind 1, 1978.
  • Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling 67.7.