Kvindernes eg

Fra KoldingWiki

Kvindernes eg blev plantet ved Koldinghus i 1915 af Dansk Kvindesamfunds afdeling i Kolding. Træet blev plantet i anledning af at kvinderne fik ret til både at stemme og blive valgt ind i rigsdagen.

Ved kvindernes grundlovsmøde i 1915 blev der skrevet en sang tilegnet træet:

Sang til Kvindernes Eg

Mel. Danmark Dejligst

Forfatter: Birgitte Juhl


Dig vor lille Eg vi satte

her ved Slottets Rand,

Du vil lære os at skatte,

elske højt vort land.

Danmark med de rige Minder,

hvortil atter nu vi binder

"5. Juni", som er Dagen,

der fik klaret Sagen


Voks da, Eg, Og lad det skønnes,

at, som Tiden gaar,

Aar for Aar Din Krone grønnes

Du som Minde staar

om den Slægt, der aarle, silde

stred for det, den gærne vilde:

Med til Land ved Lov at bygge

skabe Lys og Lykke.


Held da os, om ret vi evner

nu at slutte Vagt

om den Grundlov, der os stævner

til at give Agt

paa, hvad der er Ret i Livet

og hvad Pligt der blev os givet,

til at værne og at frede

om alt godt her nede.