Georg Jensen Damask
Georg Jensen Damask, ofte kaldet Damaskvæveriet har rødder flere hundrede år tilbage i landsbyen Vonsild. Fra slutningen af 1700-tallet var Vonsildvæverne medlemmer af Herrnhut-menigheden i Christiansfeld og fik ad den vej internationale forbindelser. Familievirksomheden Georg Jensen Damask fik sin start i 1700tallet, hvor Andreas Jensen slog sig ned i Vonsild som væver. Sammen med opdyrkning af et lille jordlod var erhvervet som væver lige nøjagtigt nok til at familien kunne klare sig.
Damaskvævningen oplevede en stor efterspørgsel i slutningen af 1800-tallet. Det var Jens Andreas Jensen (1854-1936), der introducerede denne teknik i Vonsild omkring 1870. Jens Andreas Jensen havde lært damaskvævningsteknikken af damaskvæver Møller fra Haderslev. Møller var blevet udvist fra Tyskland og havde bosat sig i Vonsild.
Industrialiseringen
Jens Andreas Jensen havde allerede fra en tidlig alder haft et stort talent for vævning, og hans arbejde i familievirksomheden vandt hurtigt international anerkendelse. I første omgang på industriudstillingen i Århus i 1876, sidenhen verdensudstillingen i Paris i 1878, hvor det var damask duge og servietter, som virksomheden havde udstillet. Senere blev det til en bronzemedalje for damask duge og servietter ved en udstilling i Crystal Palace i London i 1884, og året efter var det en guldmedalje i kategorien ”Linen goods” på en udstilling i Alexandra Palace, ligeledes i London. I 1888 fik virksomheden en bronzemedalje for dækketøjer ved den store nordiske industriudstilling i København. I 1897 deltog de i Industriudstillingen i Kolding og fik sølvmedalje for drejl, duge og servietter. Den sidste udstilling, Jens Andreas Jensen deltog i, var en industriudstilling i Horsens i 1905, hvor han opnåede bronzemedalje for sit dækketøj. Jens Andreas Jensens virke var dermed både nationalt og internationalt anerkendt.
I slutningen af 1800tallet bliver Danmark industrialiseret og Jens Andreas Jensen indser, at der skal investeres i moderne vævemaskiner, hvis virksomheden skal have en fremtid. Sønnen Henrik Georg Jensen overtog den del af forretningen, der producerede dækketøj, mens Jens Andreas Jensen lavede resten. Mod slutningen af hans liv stod han kun for fremstillingen af gulvtæpper og møbelstoffer.
Georg Jensen Damask efter århundredskiftet
I 1911 var Jens Andreas Jensens søn Henrik Georg Jensen i fuld gang med at mekaniserer fremstillingen af damask og valgte i forbindelse med de fysiske udvidelser, som virksomheden havde brug for, først at flytte den til Søndergade i Kolding og senere til Hollændervej 4, hvor virksomheden lå indtil 1960erne. Fra 1918 begyndte virksomheden at inddrage kendte kunstnere i produktionen. Kunsterne blev inddraget i selve designprocessen og var med til at tegne dugene.
I 1926 lancerede firmaet mønstret ”Sankt Knuds Ørne” tegnet efter et byzantinsk klæde fra o. 1100 i Sankt Knuds Kirke i Odense. Nogle få år senere knyttedes forbindelse til en af dansk designs store skikkelser Knud. V. Engelhardt, der både tegnede mønstre til firmaet og lavede firmaets stadig brugte bomærke: to væverfugle, der bygger rede i et træ og bogstaverne G.J. Der var også i Henrik Georg Jensens tid samarbejde om mønstre med malerne Niels Skovgaard og Elise Konstantin-Hansen.
Indtil omkring begyndelsen af 1950’erne brugte damaskvæveriet hør til fremstillingen af produkter, men under Bent Georg Jensen indførtes finere råvarer til produktionen - eksempelvis bomuld. Bent Georg Jensen, der var søn af Henrik Georg Jensen, overtog damaskvæveriet i 1947, efter han var blevet grundigt uddannet.. Han tegnede selv mønstre, men har også inddraget en lang række af tidens kendteste vævere og andre kunstnere. i udformningen af nye mønstre, bl.a. Bodil Bødtker-Næss (bl.a. juledugen og påskedugen), Kim Naver, Jette Nevers, Grethe Sørensen og Vibeke Flindt. Målet har været at lave kvalitetsvarer med et tydeligt dansk særpræg og i forlængelse af den gamle håndværkstradition.
Direktør Bent Georg Jensen deltog aktivt i arbejdet med at fremme kunsthåndværk og design og var blandt andet medlem af det første rådgivningsudvalg for tekstillinjen på Kunsthåndværkerskolen i Kolding.
Georg Jensen Damask har været nødt til at fornye deres tilgang til forretning gennem hele virksomhedens levetid. Som Bent Georg Jensen formulerede det: ”Det gælder for en virksomhed som for det enkelte menneske – den lever kun så længde, at nogen har brug for den.” Georg Jensen Damask pålagde sig den opgave at finde en mellemvej, hvor de kunne tilfredsstille forbrugernes ønsker til kvalitet og design og samtidig sælge deres produkter til det størst mulige antal kunder. Firmaet voksede meget i Bent Georg Jensens tid, og i 1963 byggedes ny fabrik, administration og butik på Sdr. Ringvej. Butiksfløjen ”Damaskhuset” blev i det ydre formet som et vævemønster.
Butikken på Sdr. Ringvej var virksomhedens eneste udsalg. Nogle år havde man også en forretning i Østergade i Kolding, men ideen var, at kunderne skulle have mulighed for at vælge fra hele sortimentet. Derfor var salgsformen, at en konsulent tog ud til kunderne og solgte varerne der. Firmaet har leveret varer til både det danske og svenske kongehus. Da den yngre generation i Jensen-familien ikke ønskede at overtage virksomheden fra Bent Georg Jensen blev denne solgt til et investeringsfirma i 1999. Senere er ejerskabet ændret. Direktør har de sidste fire år været Peter Hulweg Christiansen. I de senere år har bl.a. designere som Søren Ulrik Petersen, Diana Holstein, Monica Ritterband, Cristine Crebas og Bess Kristoffersen designet duge og sengetøj til virksomheden.
I 2008 blev butikken på Sdr. Ringvej udvidet samtidig med at de sidste væve forlod fabrikken og fremstillingen af damask flyttes til Tjekkiet. Derudover kom der flere butikker til blandt andet i København, Århus og Odense. “Vi er små – derfor må vi være anderledes. Det er måden, vi kan overleve på, fordi vi hele tiden skal leve op til ansvaret for vore produkters kunstneriske og brugsmæssige værdier”- Bent Georg Jensen 1993
Litteratur og kilder
- Georg Jensen Damask gennem et kvart årtusinde, red. K.E. Reddersen, 1999
- Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling 67.7 Georg Jensen Damask
- Kolding Stadsarkiv A 8301 Bent Georg Jensens erindringer.
- http://www.business.dk/detailhandel/fremgang-hos-georg-jensen-damask Artikel fra Berlingske business onsdag d. 16 januar 2013, skrevet af Ole Hall.
- http://vonsilds-slaegter.dk/422_georg_jensen.htm