Viggo Baller
Viggo Baller var kongeligt udnævnt byfoged, by- og rådstueskriver og borgmester i Kolding fra 1909 til 1914.
Viggo Baller var født i København den 6. april 1859 og havde i 1883 fået sin juridiske embedseksamen ved Københavns Universitet. I 1888 blev han gift med Dagmar Schultz.
Før Viggo Baller kom til Kolding, havde han bl.a. været byfoged, byskriver og borgmester i Hasle på Bornholm. I Kolding opnåede han ikke den respekt om sin embedsførelse og den popularitet, som hans forgænger Caspar Peter Charles Schiørring havde haft. Socildemokraterne betragtede ham som de borgerlige mand og tilsyneladende var han mere optaget af arbejdet som politimester (byfoged) end som borgmester.
Efter kun 5 år i Kolding ønskede han i 1914 at få stillingen som byfoged i Sorø. Her blev han senere dommer. Han gik på pension i 1934 og døde i Sorø den 4. august 1935.
Litteratur og kilder:
- Birgitte Dedenroth-Schou og Jens Åge S. Petersen: Rådhus og bystyre i Kolding 1500-2000, 2001.
- Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling. 99.4 Baller, Viggo.