Lunderskov Kommunevåben
Lunderskov Kommunevåben blev til på initiativ af kommunens kæmner Richard Andersen i 1987. I samarbejde med statens heraldiske konsulent Poul Varming, udfærdigedes et oplæg som blev forelagt Kommunalbestyrelsen. Udførelsen af opgaven blev lagt i hænderne på professor ved kunstakademiet Claus Achton Friis, der tegnede to forskellige forslag til våbnet. Et der var domineret af røde farver, og et andet, der forestillede ” i sølv en på sort gren siddende guldbevæbnet blå isfugl”. Valget faldt på den sidstnævnte. Indenrigsministeriet godkendte kommunevåbnet 6. januar 1986 . Det er registreret i Direktoratet for Patent og Varemærke-væsen.
Motivet med isfuglen findes også i vandskulpturen, der er skabt af kunstneren Arne Lykkegård foran det tidligere rådhus i Lunderskov. Kommunen fik mange henvendelser om brug af våbnet. Der blev givet mange tilladelser til brug af våbnet indtil 1995, hvorefter man fulgte lovgivningen vedr. våbenskjolde mere stringent. Derefter var det kun kommunale institutioner, der fik tilladelse at benytte komunevåbnet. (Kolding Stadsarkiv)
Litteratur og kilder
- Jacob H. Zeuthen: Bogen om danske kommunevåbener, 2000.
- Richard Andersen: Lunderskov Kommunes Historie, Koldingbogen 2006.
- Kolding Stadsarkiv A 859. Lunderskov Kommunes Arkiv.
- Borgmesterkontorets KL-sager 00.20.
- Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling 90.87.
[[Kategori: Kommunal forvaltning]