Kolding i 1950erne
1950erne var årtiet, hvor efterkrigstidens økonomiske stagnation og husvildebarakker blev afløst af tro på en lysere fremtid, hvor egen bolig – allerhelst hus med have - bil, fjernsyn, teltferie eller udenlandsrejse ikke længere var udenfor rækkevidde.
Stål- og tekstilindustrien i Kolding kunne sætte flere folk i arbejde, der kom gang i handelen i byens forretninger. Erhvervsrådets ambition for Kolding var at blive Sydjyllands centrum, som Aalborg var det i Nordjylland. Dansk Kraftemballage, nu Smurfit Kappa, blev etableret på op-fyldt jord nord for havnen takket være Erhvervsrådets benarbejde, og virksomheder fra især København skulle trækkes til Kolding. Byrådet anlagde de første byggemodne industriarealer ved Sdr. Ringvej/Haderslevvej. De var klar i 1959, netop som højkonjunkturen satte ind.
I Borchs Gård var der indtil 1958 grisemarked i en af de gamle bygninger, men derefter be-gyndte nedrivningen af bygningerne i området for at gøre plads til de parkeringspladser, som nu var påkrævet.
Det store diskussionsemne i byen i 1950erne var trafikplanen, som var en del af byplanen fra 1947. Man ville forlænge Bredgade mellem Rådhuset og Sct. Nicolai Kirke op til Slotssøen, og der etablere en Slotssøvej, der skulle forbinde Låsbygade og Fredericiagade over søen. Jern-banegade, Østergade, Helligkorsgade – alle var de for smalle til at klare den stigende trafik af cyklister, knallerter (Diesella-knallerten blev serieproduceret fra 1952) og ikke mindtst biler. I 1951 var der i Kolding indregistreret 764 personbiler, i 1961 var tallet 3485. Man overvejede endda at fjerne hele den nordlige side af Jernbanegade for at gøre gaden bred nok, men alle trafikplanlæggerne - også den kendte arkitekt fra København Steen Eiler Rasmussen – endte med at mene, at man måtte inddrage Slotssøen for både at klare hovedvejstrafikken nord-syd og den bymæssige trafik øst-vest. Byrådsflertallet og den vellidte borgmester Peter Beirholm var med på idéen, mens fru borgmester Beirholm, Nationalmuseet og kulturpersonlighederne i byen protesterede voldsomt. Det endte med den nuværende Slotsøvej i 1970, da man også havde fået en Vester Ringgade og en motorvej.
Busserne havde i 1950erne overtaget efter de gamle privatbaner, og en ny busstation blev indviet i Mazantigade i 1955. I 1950erne blev man bevidst om forureningen. Natrenovationen forsvandt i 1956, og i slutnin-gen af 1950erne begyndte byggeriet af det første mekaniske rensningsanlæg øst for Østerbro-gade, så fjorden med tiden kunne blive ren igen.
KIF-Hallen blev bygget ved en stor frivillig indsats fra de mange sportsinterresserede i byen, og Friluftsbadet (nu Slotssøbadet) blev åbnet især til glæde for de mange børn, der boede i byen. Selv om der blev bygget masser af almennyttige lejligheder og også en del parcelhuse i byens udkant, boede en stor del af byens befolkning stadig i midtbyen. En byskole som Sct. Nicolai Skole nåede op på et elevtal på 1000. De store fødselsårgange fra slutningen af 1940erne og etagebyggeriet i byens udkant krævede byggeri af en helt ny skole – Brændkjærskolen og udvidelse af Sdr. Vang Skole, Ålykkeskolen og Riis Toft – nu også med indendørs svømmebassiner. Det største svømmebassin blev bygget ved Slotssøen -Friluftsbadet – senere overdækket og udbygget til det nuværende Slotssøbad.
Kolding ville være en uddannelsesby. Man havde som andre byer en Teknisk Skole og en Købmandsskole, men det lykkedes at få et lærerseminarium til byen. Undervisningen begyndte i 1952, og 1957 stod bygningen på Dyrehavevej færdig. I 1956 indviedes Apostolisk Højskole, og der arbejdedes også på at få en skole for ikke faglærte arbejdere, der begyndte undervisningen i 1961. På det, man i dag kalder design, men som man dengang kaldte kunsthåndværk, var Kolding fremme i forreste række i 1950erne. Damaskvæveriets duge blev tegnet af landets førende tekstilkunstnere, og Hans Hansen Sølvsmedie var lige så berømt som Georg Jensen. Karl Gustav Hansen solgte sølvservicer, thekander m.m. til hele Europa. Bent Gabrielsen designede smykker for firmaet, og Anni og Bent Knudsen arbejdede både med sølvsmykker, corpus og papirklip. Alle var de leverandører til kunsthåndværkernes højborg, Den Permanente i København. I 1950erne blev det meget mere bekvemt at være koldingenser. De nye lejligheder, der blev bygget, havde eget bad og toilet, de første fjernvarmeledninger blev lagt i 1951, og køleskabene vandt frem som afløsere for isskabet. Arbejdstiden blev sat ned sidst i 1950erne, og ferien kunne bruges på camping - Koldings første campingplads ved Ndr. Ringvej blev etableret midt i 1950erne - eller på en charterferie til Harzen. I 1958 var der 1000 familier i Kolding, der havde fjernsyn. Skulle man more sig i byen i Kolding, var det Palmehaven i Jernbanegade, Astoria/Casino i Låsbygade eller Sans Souci på Industrien i Jernbanegade, der havde sin første forestilling i 1951.
