Alléenberg

Fra KoldingWiki

Alléenberg var et forlystelsesetablissement, der lå ved siden af Stejlbjerganlægget - for enden af Bjerggade.

I foråret 1885 meldte A. C. Christensen ud i Kolding Folkeblad, at han åbnede en pavillon ved navn Alléenberg ved granplantagen i Kolding. Opførelsen af pavillonen blev udført af murermester Hans Jensen og tømrermester Ulrik Sørensen. Allerede i januar 1886 satte Christensen dog pavillonen til salg for 9.000 kr., hvorefter M. S. Hansen blev den nye ejer. Denne kunne i maj 1886 annoncere, at pavillonen åbnede d. 16. maj. I Hansens annonce bliver lokationen benævnt "på Frederiksberg i Kolding".

Pavillonen bød på store, hyggelige lokaler, herunder en stor festsal. Et sommerteater startede d. 3. juni 1886. På trods af navnet, var der forestillinger året rundt.

I starten af 1887 skete der et ejerskifte. I februar 1887 var M. S. Hansen bortrejst, og samtidigt blev en del inventar sat til salg på en auktion. Herefter kom den nye ejer til at hedde L. Christensen, men allerede i november samme år, blev Alléenberg sat til salg pga. sygdom. På en auktion i december 1887, blev en del inventar sat til salg. I januar 1888 var L. Christensen rejst fra byen. Murermester Hans Jensen Qvist erhvervede bygningerne med henblik på videresalg. Købmand A. Jensen købte Alléenberg i marts 1888, hvorefter han satte det til leje. I maj samme år var etablissementet genåbnet med en B. Jensen som vært.

I 1889-1892 hed ejeren af Alléenberg J. Chr. Krause.

I november 1892 udbrød der en mindre brand i køkkenet. Den blev hurtigt slukket, men J. Chr. Krause blev slemt forbrændt.

Alléenberg lukkede i starten af 1893, hvorefter et etablissement blev genetableret samme sted under navnet Sommerlyst.

Kilder og litteratur

  • Kolding Folkeblad - 23-5-1885, 5-1-1886 og 22-2-1886.
  • Fyns Stiftstidende - 1-5-1886.
  • Fredericia Dagblad - 7-11-1892.
  • Vejle Amts Folkeblad - 28-5-1886.
  • JyllandsPosten - 7-4-1888.