Christian Emil Moland
Født: 21. september 1890
Død: ?
Ægtefælle: Gerda Johanne Moland
Erhverv: Direktør
Christian Emil Moland (f. 21-9-1890, Viskinde - d.?), direktør.
Emil Moland blev født i Viskinge ved Kalundborg, som søn af Jens Kristian Nielsen og hustru Kristine Marie Nielsen.
Som ung arbejede han i flere år hos det landskendte glasfirma M. I. Meyer A/S i København. Han startede sin egen glasvirksomhed i 1917 i Gåsegade 2 København. Da M. I. Meyer A/S i 1922 udskilte deres virksomhed vest for Storebælt, oprettede man i samarbejde med Emil Moland aktieselskabet Emil Moland A/S i Kolding. Erik Moland fungerede som direktør. I 1922 købte Emil Moland en villa på Charlottenlundvej 10 (i dag Rædersvej 1) af købmand Axel Bennetzen.
Under besættelsen ejede Emil Moland også villaerne Rædersvej 2 og 4 i Kolding, og i henholdsvis 1941 og 1943 ville den tyske værenemagt leje de to ejendomme. Moland turde ikke sige nej, men talte med borgmesteren om det. Borgmester Valdemar Juhl mente, at det var for farligt at sige nej. Moland var desuden bange for at hans leverancer af glas fra Tyskland ville blive stoppet, så han måtte lade tyskerne flytte ind i villaerne. I Villa Fjordbakken flyttede således omkring 20 tyske telefondamer ind i hver villa. Ifølge en artikel i Koldingbogen 2012, blev Moland efter krigen udråbt som værnemager og ”beskyttet” i arresten. Moland var ikke tyskvenlig, men han så en god mulighed for at tjene penge. Efter krigen blev Emil Moland dømt i Kolding Kriminalret for at have overtrådt værnemagerlov II, idet han havde haft en ulovlig fortjeneste på de to villaer. Han havde nærmere bestemt haft en ulovlig nettofortjeneste på 17.467 kr. (knap 440.000 kr. i 2025), hvilket bl.a. gav ham en dom på 70 dages fængsel og en større bøde. Dommen faldt d. 30. april 1946, og her blev fængselsstraffen anset for udstået ved varetægtsarresten.
Under krigen ejede Moland også ejendommene Norgesgade 5-7 i Esbjerg, som han dog solgte til direktør Severin Petersen, Esbjerg i september 1943.
I september 1948 blev Emil Moland sigtet for hæleri og underslæb. Han blev sigtet for at have aftaget 500 kg. bly, som danske arbejdsmænd havde stjålet på Kolding Havn i forbindelse med nedbrydningen af Belgierhallerne. Derudover skulle han have bedraget Kolding Kommune ved at have købt billigere glas end til de overenskomstmæssige priser gennem bestikkelser.
Emil Moland ejede siden 1930'erne et sommerhus på Strandbakken ved Skærbæk. I 1944-1945 lod han opføre et nyt sommerhus på grunden. I starten af 1960'erne kom Moland og sommerhuset i alle landets aviser. Moland havde etableret et underjordisk toilet i en skrænt på sommerhusgrunden. Naturfredningsmyndighederne klagede dog over dette, og i marts 1962 blev Moland i Vestre Landsret dømt til at fjerne "Forargelsens hus", som aviserne morsomt skrev det. Byggeriet havde været i jernarmeret beton, så en sprængning var eneste løsning.
Emil Moland blev gift d. 14-8-1920 med Gerda Johanne Moland (født Aasted) (f. 11-11-1891). Far til sønnen Erik Moland (f. 1923).
Kilder og litteratur
- Else Severinsen: Emil Moland - Glas en gros, Koldingbogen 2012.
- Molands Hus, Skærbækfortællinger 8, 2022.
- Stamtalve over den Løgstøbske slægt Aasted, 1947.
- Kolding Social-Demokrat - 3-5-1922.
- Sydvestjylland - 11-9-1943.
- Kolding Folkeblad - 14-5-1945, 30-4-1946, 1-5-1946, 28-5-1946 og 14-9-1948.
- Fyns Social-Demokrat, 9-9-1948.
- Horsens Social-Demokrat - 24-10-1961.
- Randers Dagblad og Folketidende - 17-3-1962.
- Hejmdal - 19-3-1962.