Kolding Cyklebane
Kolding Cykle-Ring stiftedes i 1922 og arbejdede fra starten på at få en ny cykelbane som den, der tidligere havde ligget ved Kolding Cykle- Is og Sportsbane. I 1928 blev første spadestik taget til en bane, der lå nord for Tvedvej, hvor Brændkjærgade nu er. I juli samme år blev banen indviet med plads til 3.000 tilskuere.
De første år tiltrak cykelløbene mange tilskuere og cykelryttere både fra Tyskland, Esbjerg og København. De to lokale cykelryttere Aage Hansen og Gustav Engelbrecht klarede sig godt, men økonomien hang ikke sammen og publikum svigtede. Kolding Byråd havde allerede i 1931 vedtaget at lave cykelbanen om til en dyrskueplads, men det blev udskudt pga. protester. Det sidste løb på banen blev kørt d. 24. juli 1932.
I 1935 blev banen i stedet omdannet til fodboldbane.
Litteratur og kilder
- Benny Nicolaisen: Kolding Cyklebane 1929-1932, Koldingbogen 2011.