Alminde-Viuf Fællesskole
Fællesskolen er blevet til som følge af en sammenlægning af skolerne i Almind og Viuf og taget i brug i 1965.
Skolen er tegnet af arkitekterne Einar og Bent Mikkelsen fra Bredballe og opført i dalsænkningen ved Almind Hule. Begge byer havde håbet, at den nye fællesskole ville blive placeret i deres by, og den nuværende placering var et kompromis, omtrent midt mellem de to byer.
I starten husede skolen 164 elever og syv lærere, men især pga. parcelhusbyggeriet i Almind er skolen blevet udvidet flere gange. I 1970 blev en fuld to-sporet grundskole taget i brug, mens børnehaveklasser blev en realitet fra 1973. I 1976 fik skolen også overbygning med 8.-10. klasser. Almind-Viuf Hallen opførtes i 1980 til brug for skolen og idrætsforeningerne i området. I 2001 blev skolen udvidet med SFO og indskolingstilbud.
Litteratur og kilder
- Iver Almind Iversen: Almind Sogn i 1900-tallet, 2003.
- Anders Malling Aaboer, Birgitte Deden-roth-Schou og Jens Åge S. Petersen: Folkeskolen i Kolding fra 1814 til i dag, Kolding Stadsarkiv, 2004.
- Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling, 37.5.