Martin Anton Monrad

Borgmester Martin Anton Monrad

Martin Anton Monrad var kongevalgt borgmester I Kolding fra 1858 til 1876. Han var født i Grejs ved Vejle den 7. december 1819 som søn af sognepræst Hans Christian Monrad og blev i 1858 gift med den 20 år yngre Wilhelmine Camilla Simmelkiær, med hvem han fik 3 børn.

Martin Anton Monrad blev student fra Sorø Akademi og efter at have taget juridisk embedseksamen var han frivillig i felttoget i 1848. I 1849 blev han auditør dvs. juridisk sagkyndig, senere overauditør i hæren, og det var fra en stilling som tjenstgørende ved Garderhusarregimentet, at han den 12. december 1858 blev udnævnt til borgmester, byfoged og by- og rådstueskriver i Kolding. Peter Eliassen skriver om ham, at han var en ”flink, retsindig, gennemdannet mand, der vandt sympati”, men han fik ret hurtigt problemer med H.H. Grau, der fra 1. januar 1858 var formand for Borgerrepræsentationen, forgængeren for Byrådet. Kolding Folkeblad mente, at Monrad med sin pertentlighed skabte sig selv og omgivelserne mange problemer. I 1876 valgte han selv at flytte til det mindre embede som herredsfoged i Nørvang-Tørrild herreder med bopæl i Vejle, hvor han blev i embedet til han var 73 år. Han døde i 1893.

Den 18. februar 1864 invaderede preussiske soldater Kolding, og efterhånden krævede besætterne så meget af byen, at Monrad den 6. marts sagde fra til flere rekvisitioner fra preusserne. Det resulterede i, at Monrad den 16. marts sammen med 9 andre embedsmænd blev arresteret og ført til Rendsburg, hvor de blev holdt indespærret i 6 uger under meget dårlige forhold. Da Monrad kom tilbage, havde østrigerne overtaget preussernes besættelse af Kolding, men kravene fra besættelsesmagten var ikke blevet mindre. Først da de fjendtlige styrker forlod Kolding den 25. november 1864, normaliseredes forholdene i byen. Monrad var vært, da Christian 9. den 6. december besøgte Kolding. Her var en æresport rejst til hans ære i Låsbygade.

I Monrads borgmestertid skete var byggeriet af Kolding Gasværk i 1861 og etableringen af jernbanelinien gennem byen, der åbnede den 1. november 1866. Det var Monrads beslutning, at banegården kom til at ligge på dens placering, især på grund af nærheden til havnen, hvilket generede H.H. Grau, der gerne havde set den placeret for enden af Låsbygade i det kvarter, han selv havde bebygget.

Kommunalreformen, der trådte i kraft den 1. januar 1870 ændrede borgerrepræsentation og kommunalbestyrelsen (borgmester og borgerrepræsentation samlet i møde) til et byråd, hvor borgmesteren præsiderede. Desuden indførtes en række stående udvalg til administration af de kommunale opgaver. Monrad havde herefter løbende kontakt med byrådets medlemmer, og da han ifølge P. Eliassen var noget ubeslutsom, har det formentlig været årsagen til, at han søgte det mindre krævende job som herredsfoged i Nørvang-Tørrild.

Kilder og litteratur

• P. Eliassen: Kolding fra Middelalder til Nutid, 1908-1910 genudgivet som bd. 1. Koldinghus, 1974 og bd. 2. Det gamle og nyere Kolding, 1975.
• Birgitte Dedenroth-Schou og Jens Åge S. Petersen: Rådhus og bystyre i Kolding 1500-2000, 2001.
• Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling 99.4 Monrad, Martin Anton.
• A. Folk Jensen og H. Hjorth-Nielsen: Candidati og examinanti juris 1736-1936, 1958.