Kolding i 1960erne

Efter en forsøgsperiode blev Østergade permanent gågade i 1968. Velstanden i 1960erne lagde grunden til den moder-ne forbruger. Foto P. Thastum.

1960erne- vækst og velstand

1960erne ændrede det danske samfund radikalt. Fra slutningen af 1950erne var Kolding lige-som det øvrige Danmark i stadig økonomisk vækst. Størstedelen af befolkningen oplevede en hidtil ukendt velstand, og der skabtes en helt ny bevidsthed om samfundets og den enkeltes muligheder. Offentlig service på centrale områder af den enkeltes liv blev en mulighed og ef-terhånden en forventning, ingen tidligere havde kunnet forestille sig.

Peter Ravn og de fire B-er

Peter Ravn var Koldings borgmester fra 1962 og frem til 1977. Ved byrådsvalget i 1962 fik socialdemokraterne flertal i byrådet. De gik ind for plan og system især på fire områder: By-plan, boliger, børn og biler. Byplanlægningen i byen handlede om at skaffe plads til bilerne, men også at skaffe lys og luft. Saneringer i bymidten bl.a. ved nedrivning af Vestergade og karréudhulinger var en del af løsningen. Også en bedre ældrepleje ønskede man. De Gamles Hjem blev moderniseret og omdøbt til Låsbyhøj, og Højegården med udsigt til fjorden blev bygget i den nordlige bydel.

Trekantby

Planlægning var kodeordet i 1960erne politik. I 1962 udsendte Landsplanudvalgets sekretariat en betænkning om en ny storby i Trekantområdet, hvor Vejle, Kolding og Fredericia skulle ind-gå og være en modvægt til Københavns voldsomme vækst. De tre købstæder og Vejle Amt med amtmand A.M. Wamberg i spidsen nedsatte samme år et udvalg, der skulle drøfte regio-nalplanlægning i området. Kolding manglede plads til parcelhusbyggeri, flere industriarealer og flere uddannelsesinstitutioner. Borgmester Peter Ravn kunne godt se perspektiverne i en større regionalkommune, og i fællesskab fik man Billund Lufthavn til området.

Kommunesammenlægningen i 1969-70

Det var først i 1967, at man endelig opgav trekantsamarbejdet i Kolding for at koncentrere sig om de kommunesammenlægningsforhandlinger, som allerede var i gang landet over, og hvor deadline var 1. april 1970. 1100 kommuner skulle lægges sammen til 300 enheder, der ville være i stand til at løse større opgaver især på det tekniske og sociale område med større ef-fektivitet og afgørelser tættere på borgerne. I Kolding endte det med en sammenlægning af købstadskommunen og 9 sognekommuner: Eltang-Vilstrup, Dalby, Sønder Bjert, Sønder Sten-derup, Vonsild, Seest, Harte-Bramdrup, Alminde og Viuf. Peter Ravn blev rost af af alle for sin forstående ledelse af kommunesammenlægningsforhandlingerne.

Børneinstitutioner og dagpleje

Økonomisk ekspansion, fuldl beskæftigelse, mangel på arbejdskraft. I 1970 havde halvdelen af kvinderne erhvervsarbejde. Det var en revolution i den traditionelle familiemønster. Kernefamilien kom under pres, man eksperimenterede med nye fællesskaber - kollektiver og storfamilier. Der var stigende behov for børnepasning, og der blev oprettet flere vuggestuer, børnehaver og fritidshjem. Kvinderne var kommet på arbejdsmarkedet for at blive der – og institutionerne var nødvendige for at børnene kunne blive passet, men holdningen var også, at det var godt for børnene, at de fik pædagogiske udfordringer, som de ikke kunne få derhjemme.

Uddannelseseksplosion

I skoleloven fra 1958 var der stadig kun 7 års skolepligt og halvdelen af en årgang forlod skolen, når de var 14 år. I 1968 var det kun ca. 6%, der forlod skolen ved 14-årsalderen, og 12% af en årgang fik studentereksamen – det var næsten tre gange så mange som 20 år tidligere. Mange flere var under uddannelse i længere tid. I Kolding satsede man i 1960erne på at få så meget uddannelse som muligt til byen. Der blev bygget to nye skoler Dyrehaveskolen og Parkskolen,og Specialarbejderskolen, Børnehaveseminariet og Kunsthåndværkerskolen blev alle etableret i denne periode. Købmandsskolen flyttede til nye lokaler på Tvedvej, og der oprettedes en musikskole. Trekantens Universitetsforening, der ønskede et universitet til Kolding, fik dog ikke ønsket opfyldt.

Kultur til alle

Kulturministeriets oprettelse i 1961 var et udtryk for, at den øgede velstand og kortere arbejdstid gav flere mulighed for at nyde kultur i alle dens former. Den generelle holdning var, at kendskabet til kultur og kunst var berigende for alle. Men nogle mente, at en bedrevidende elite ville presse deres ”finkultur” ned over hovedet på dem. Peter Rindal, lagerarbejder på Kolding Hørfabrik udtrykte en stor befolkningsgruppes frustrationer ved i pressen at gå imod Statens Kunstfond. Kolding fik sit eget kulturudvalg i 1966, og der var råd til modernisering af biblioteket, til tilskud til Trekantens Teaterforening og Sønderjyllands Symfoniorkester. I slutningen af1960erne planlagdes et stort kombineret rådhus- og kulturhusbyggeri i firkanten Bredgade, Torvegade, Skolegade, Rendebanen, hvor Vestergade tidigere havde ligget. Hele dette område var blevet saneret i 1960erne og blev midlertidigt indrettet til parkeringsplads. I 1960erne betød de bedre økonomiske muligheder også, at der ved siden af den etablerede kultur opstod en særlig ungdomskultur, hvor rock og folkemusik var bærende. Selv om Studenteroprøret var et storbyfænomen, blev ungdommen i Kolding også bevidste om, at man kunne få indflydelse ved at være aktive.