Forskel mellem versioner af "Borks Patenttavler"

Fra KoldingWiki
m
 
Linje 29: Linje 29:
 
*Lars Birger Nielsen - Borks Patenttavler. Koldingbogen 2001.
 
*Lars Birger Nielsen - Borks Patenttavler. Koldingbogen 2001.
 
*www.danmarksarkiv.dk/borks-patenttavler
 
*www.danmarksarkiv.dk/borks-patenttavler
 +
 +
 +
[[Kategori: Håndværk og industri]]

Nuværende version fra 8. jul 2026, 08:34

Borks Patenttavler blev etableret i Kolding af malermester Nis Peter Bork.

Nis Peter Bork blev selvstændig maler på Dyrehavegårdsvej 4 i 1899, og kort tid herefter opfandt en skoletavle, der skulle få enorm succes. Det lykkedes ham at blande en særlig tavlelak med en elastisk overflade. Dette gjorde at tavlen var let at skrive på, ligesom tavlen nærmest var uopslidelig. Dette var banebrydende på daværende tidspunkt, hvor man havde været vant til at skrive direkte på klasseværelsets vægge. Tavlen og lakken blev patenteret i 1910.

I tiden op til 1. Verdenskrig indtog "Borks Patent Skoletavler“ landets klasseværelser, og man kunne i brochurer erkyndige sig om deres effektivitet og uhyre lette montering. Priser og diplomer for dygtigt håndværk begyndte også at strømme til firmaet i Kolding sammen med den stigende ordremængde. Der kom også ordrer fra udlandet. 1. Verdenskrig betød et afbræk i salget, men i 1920'erne steg efterspørgslen, og Bork i Kolding fik salgskontorer rundt om på kloden og senere en ny afdeling, Borks Skole Møbler.

Ved N. P. Borks død overtog sønnen Carl Bork virksomheden. Han var startet i virksomheden i 1925 som prokurist. I 1934 blev han medindehaver, og i 1945 direktør.

2. Verdenskrig og tabet af udenlandske kunder i denne forbindelse betød stagnation, som det var svært at komme sig over. Patentet stod for at udløbe, og konkurrenter var på pletten med efterlignende tavleprodukter.

Siden starten havde Bork haft adresser på Dyrehavegårdsvej 4, Jernbanegade 42 fra 1921 og Låsbygade 32 fra 1947. I 1950 flyttede Borks Patenttavler til Snerlevej uden for byen.

Da det gik allerbedst havde Carl Bork ca. 80 medarbejdere og globale kontakter, men da han i 1975 solgte virksomheden, talte den fem medarbejdere, som alene producerede til de hjemlige skoler.

Den 1. juli 1975 overtog Preben Chr. Elkjær tavlefabrikken. Han ansatte Jørgen Tegllund som salgskonsulent, og han blev en drivende kraft i genrejsningen af den gamle fabrik. 1970'erne var præget af oliekriser, stigende arbejdsløshed og almindelig tilbagegang. Danmark var på vej ind i en langvarig krise, og ude i verden så det ikke meget bedre ud. Herhjemme gik byggeriet af nye skoler i stå, men de kreative hoveder på virksomheden begyndte at tænke i nye tavledesigns og beslægtede varegrupper som overheadprojektorer, filmlærreder, landkort, skærmvægge og lignende.

Syv år efter overtagelsen fik Preben Chr. Elkjær og Borks Patenttavler ved en tilfældighed en agent i Schweiz, som betød, at der atter kom hul igennem til eksportmarkederne. Først i Europa, siden Mellemøsten, USA og Kina. I 1990 var Borks igen verdensdækkende og havde 45 medarbejdere. Vækstkurven steg, og i 1990 kunne fabrikken glæde sig over en bronzemedalje hentet på verdensudstillingen for undervisningsmidler i Basel.

Preben Chr. Elkjær og hans medarbejdere havde loddet stemningen rigtigt dengang i starten af 1980'erne. "Konferencekulturen" betød, at der nu skulle holdes møder i lækre omgivelser. Der skulle være et rigt sortiment af funktionelle tavle- og lærredsmuligheder. Kunderne ønskede specialdesignede tavleløsninger, og det kunne Borks Patenttavler levere, for de høje håndværksmæssige principper var bibeholdt i stagnationstiden. I 1990 var Borks den førende tavlefabrik i Danmark, og markerede sig også blandt konkurrenterne rundt om i Europa.

I begyndelsen af 1990'erne var både den indenlandske og udenlandske efterspørgsel så stor, at Elkjær i starten af 1993 begyndte at se sig om efter udvidelsesmuligheder, pladsen på Snerlevej var alt for trang. I Skartved få kilometer syd for Kolding lukkede em ballagevirksomheden Søren Berggren & Co. A/S en produktionsafdeling i 1996. Preben Chr. Elkjær overtog bygningen på 4.300 m2. Her var den nødvendige plads til produktion og kontorer og ordentlige tilkørselsforhold.

Da 100-årsjubilæet blev fejret i oktober 1998 var Borks den nyeste tavlefabrik med den nyeste teknologi på kloden. Virksomheden talte 60 medarbejdere og blev i 1998 om dannet fra en personligt ejet virksomhed til et aktieselskab med Preben Chr. Elkjær som administrerende direktør.

Den Svenske virksomhed Lammhults Design Group købte Borks Patentavler i 2010. I begyndelsen af 2012 valgte de at lukke fabrikken i Danmark, og flytte produktionen til Sverige

Henvisninger

  • Svend Bay-Schmidt - Hvem er hvem i Nordens erhverv - Danmark (1948).
  • Lars Birger Nielsen - Borks Patenttavler. Koldingbogen 2001.
  • www.danmarksarkiv.dk/borks-patenttavler