Kommunevalg i Kolding

Kommunevalg 1870-1909

Med Købstadskommunalloven af 26. maj 1868 blev der i hver købstad oprettet et byråd med bevilgende og udøvende myndighed. Indtil 1909 skete sammensætningen af byrådet ved, at der hvert 3. år var valg for enten den almindelige vælgerklasse eller den højstbeskattede vælgerklasse. Den almindelige vælgerklasse (alle mænd over 25 år der havde betalt deres kommuneskat, var ustraffet og ikke modtog fattighjælp fra kommunen) valgte den største halvdel af byrådet (5 kandidater indtil 1879, herefter 8) for 6 år af gangen. Den højstbeskattede vælgerklasse (den 1/5 af vælgerne der betalte mest i skat) valgte den mindre halvdel af byrådet (4 kandidater indtil 1879, herefter 7) ligeledes for 6 år af gangen. Den rigeste del af befolkningen, som jo betalte mest i skat, fik altså også en uforholdsmæssig stor politisk indflydelse i det spæde danske demokrati.

De to grupper i byrådet betegnet som ”valgt af den almindelige vælgerklasse” og ”valgt af de højstbeskattede” faldt sammen med de to politiske retninger og partier henholdsvis Venstre og Højre, idet der i perioden 1876-1903 kun blev valgt venstrefolk ved den almindelige vælgerklasses valg og kun højrefolk ved de højstbeskattedes valg. Dette udelukkede dog ikke, at der kunne opstilles venstre- og højrelister til begge valg, ligesom forskellige andre interessegrupper opstillede kandidatlister til valgene.

Det første kommunevalg (den almindelige vælgerklasse) afholdtes 4. januar 1870. Allerede fra valget i 1876 fik Venstre flertal i byrådet, da alle partiets kandidater blev indvalgt og dermed sad på den almindelige vælgerklasses 5 pladser. Venstre havde herefter flertallet i Kolding Byråd helt frem til 1909 trods et valgnederlag i 1906. Ved de højstbeskattedes valg i 1903 opnåede Venstre for første gang at få indvalgt 6 medlemmer, således at partiet nu sad på 14 ud af byrådets 15 pladser.

En af årsagerne til Venstres store indflydelse i Kolding i slutningen af 1800-tallet og omkring århundredeskiftet var den populære politiker Chresten Berg (1821-1891) der var medstifter af Det Forenede Venstre og Kolding-kredsens folketingsmand fra 1865 til 1891. Desuden havde det også betydning for Venstres stærke position, at der kom et stort antal tilflyttere fra Sønderjylland og Koldings omegn som var interesserede i at ændre samfundsforholdene.

Byrådets formand siden 1877, borgmester C. P. C. Schjørring, der var kongevalgt, havde den afgørende stemme, men ses ikke at have brugt denne mulighed. Han skulle være upartisk i henhold til Købstadskommunalloven af 1868.

Kommunevalget 12. marts 1909

Med den Kommunale Valglov af 1908 ophørte opdelingen af vælgerne i to klasser (priviligerede valgret), der blev indført lige valgret for mænd og kvinder over 25 år (dog skulle man stadig have betalt sin kommuneskat og ikke modtaget fattighjælp). Desuden blev der indført forholdstalsvalg mellem lister, således at borgerne nu måtte stemme på en partiliste, hvor kandidaterne blev indvalgt i den rækkefølge det enkelte partis vælgerforening havde bestemt. Muligheden for at stemme på en person bortfaldt hermed, men blev genindført i 1924.

Ved valget til byrådets 15 pladser gik Venstre tilbage fra 10 til 6 mandater, mens Socialdemokratiet gik frem fra 3 til 6 mandater. Da Højre imidlertid forøgede sit mandattal fra 1 til 3, forblev der dog et borgerligt flertal.

Politimester Viggo Baller blev indsat som ny borgmester efter C. P. C. Schjørring der havde været borgmester siden 1877.

Det var desuden ved dette valg, at en kvinde første gang blev indvalgt, nemlig lærerinde Alba Christensen-Dalsgaard (Venstre).

Kommunevalget 12. marts 1913

Antallet af byrådspladser blev udvidet til 19, men der blev endnu engang dannet et borgerligt flertal med Venstres 7 mandater og Højres 3. Socialdemokratiet gik atter frem og blev nu det største parti med 8 mandater, og for første gang blev Det Radikale Venstre repræsenteret i byrådet med et enkelt mandat, sagfører Arendt Petersen.

I 1914 blev Viggo Baller afløst af sagfører Edvard Lau som den første folkvalgte borgmester, selvom byrådets ret til selv at udpege en borgmester først blev lovfæstet i 1919. Borgmesteren skulle dog fortsat være upartisk, og Edvard Lau udtrådte derfor af Venstregruppen i byrådet.

Kommunevalget 8. marts 1917

Ved valget fik Det Konservative Folkeparti (tidligere Højre) en fremgang til 5 mandater, mens Venstre igen led nederlag og gik tilbage til 5. Socialdemokratiet beholdt sine 8 mandater, og Det Radikale Venstre var også fortsat repræsenteret med 1, nemlig kalkulator Aage Bennike. Der var således stadig borgerligt flertal i byrådet.

I 1916 var borgmester Edvard Lau trådt tilbage, da han blev direktør for Ny Jydske Kjøbstad-Creditforening og blev afløst af bankdirektør Oluf Bech (Højre). Med Borgmesterloven af 1. marts 1919 fik han lov til som borgmester at repræsentere sit parti.

Kommunevalget 11. marts 1921

Socialdemokratiet gik frem til 9 mandater, mens Venstre stadig havde 5, og Det Konservative Folkeparti måtte nøjes med 4. Dermed var den socialdemokratiske og borgerlige gruppe lige store, så den enlige radikale repræsentant Aage Bennike afgjorde kampen om borgmesterposten ved atter at pege på Oluf Bech. Ved fordelingen af pladserne i de stående udvalg indgik Aage Bennike dog valgforbund med Socialdemokratiet.

I 1923 blev købmand Hans Soll valgt som den første socialdemokratiske borgmester, da Oluf Bech havde trukket sig tilbage for at blive nationalbankdirektør i Århus.

Kommunevalget 12. marts 1925

Endnu engang mødte Venstre modgang og fik kun 4 mandater, de konservative fik ligeledes 4 og Socialdemokratiet gik tilbage til 7, mens de radikale fortsat havde 1 mandat.

Konsul Christian Effs særliste opnåede 3 mandater, så der var stadig borgerligt flertal. Han havde trukket sig ud af den konservative byrådsgruppe i 1923 i vrede over, at to af hans partifæller havde undladt at stemme på venstremanden købmand Holger Kelstrup som borgmester og dermed banet vej for den socialdemokratiske Hans Soll. Da han ved det konservative opstillingsmøde forud for valget i 1925 kun blev placeret som nr. 7, oprettede han en særliste med sig selv som nr. 1.

P.g.a. socialdemokraternes tilbagegang kunne Soll ikke fortsætte som borgmester, så den konservative købmand og fabrikant Therkild Fischer-Nielsen blev valgt i stedet.