Forskel mellem versioner af "Kolding Telefoncentral"
m |
|||
| Linje 2: | Linje 2: | ||
[[Fil:Kolding Telefoncentral_B70076.jpg|300px|thumb|right|Kolding Telefoncentral på hjørnet af Munkegade/Klostergade ombygges, 15.5. 1963. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.]] | [[Fil:Kolding Telefoncentral_B70076.jpg|300px|thumb|right|Kolding Telefoncentral på hjørnet af Munkegade/Klostergade ombygges, 15.5. 1963. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.]] | ||
| − | Før telefonnettet var automatiseret i 1960erne, måtte man ringe til centralen, give nummeret på den person man ønskede at tale med, hvorefter centralen etablerede forbindelse med vedkommende. På Kolding Central, på hjørnet af Klostergade og Munkegade, var der i begyndelsen af 1960erne omkring 110 damer til at tage sig af denne opgave. 14 ”telefonistinder” tog sig af indenbysafdelingens ca. 3200 numre, mens 18 damer sad klar, | + | Før telefonnettet var automatiseret i 1960erne, måtte man ringe til centralen, give nummeret på den person man ønskede at tale med, hvorefter centralen etablerede forbindelse med vedkommende. På Kolding Central, på hjørnet af Klostergade og Munkegade, var der i begyndelsen af 1960erne omkring 110 damer til at tage sig af denne opgave. 14 ”telefonistinder” tog sig af indenbysafdelingens ca. 3200 numre, mens 18 damer sad klar, når man ønskede at ringe udenbys. |
Midt i hele rummet sad forstanderinden. Fru Lindberg, som hun hed i 1949, og overvågede det hele. Udover at etablere forbindelsen mellem to numre, skulle telefonistinderne undersøge, om nu også den samtale, de lige havde sendt videre, fortsat var i gang, eller om vedkommende havde glemt at ringe af. Derfor skulle de hvert tredje minut koble sig på samtalen, for at finde ud af, om der fortsat blev talt. ”Lytningerne skal selvfølgelig være saa korte, som det overhovedet er gørligt, og det tillades begribeligvis ikke at sætte sig til Rette og nyde Replikskifterne!” udtalte forstanderinden i 1949 til Kolding Folkeblad. | Midt i hele rummet sad forstanderinden. Fru Lindberg, som hun hed i 1949, og overvågede det hele. Udover at etablere forbindelsen mellem to numre, skulle telefonistinderne undersøge, om nu også den samtale, de lige havde sendt videre, fortsat var i gang, eller om vedkommende havde glemt at ringe af. Derfor skulle de hvert tredje minut koble sig på samtalen, for at finde ud af, om der fortsat blev talt. ”Lytningerne skal selvfølgelig være saa korte, som det overhovedet er gørligt, og det tillades begribeligvis ikke at sætte sig til Rette og nyde Replikskifterne!” udtalte forstanderinden i 1949 til Kolding Folkeblad. | ||
Nuværende version fra 28. maj 2013, 09:45
Før telefonnettet var automatiseret i 1960erne, måtte man ringe til centralen, give nummeret på den person man ønskede at tale med, hvorefter centralen etablerede forbindelse med vedkommende. På Kolding Central, på hjørnet af Klostergade og Munkegade, var der i begyndelsen af 1960erne omkring 110 damer til at tage sig af denne opgave. 14 ”telefonistinder” tog sig af indenbysafdelingens ca. 3200 numre, mens 18 damer sad klar, når man ønskede at ringe udenbys.
Midt i hele rummet sad forstanderinden. Fru Lindberg, som hun hed i 1949, og overvågede det hele. Udover at etablere forbindelsen mellem to numre, skulle telefonistinderne undersøge, om nu også den samtale, de lige havde sendt videre, fortsat var i gang, eller om vedkommende havde glemt at ringe af. Derfor skulle de hvert tredje minut koble sig på samtalen, for at finde ud af, om der fortsat blev talt. ”Lytningerne skal selvfølgelig være saa korte, som det overhovedet er gørligt, og det tillades begribeligvis ikke at sætte sig til Rette og nyde Replikskifterne!” udtalte forstanderinden i 1949 til Kolding Folkeblad.
Litteratur og kilder
- Bent Mainz: 110 år med telefon i Kolding, Koldingbogen 1995.
- Kolding Folkeblad, 24.12.1949.
- Vor By - Kolding omkring 1930. Bind 1. Kolding, 1929.
- Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling 65.87.
