Viuf Kirke
Viuf Kirke ligger i Viuf Sogn, og er opført omkring 1150. En tidligere trækirke har sandsynligvis ligget på stedet.
Kor og skib er opført i romansk tid af rå og kløvet kamp over skråkantsokkel med hjørnehoveder. Koret har oprindelig haft apsis. I østgavlen ses en fornemt udført Kristusfigur med tekstbånd, hvor med majuskelsskrift står skrevet: EGO SUM VIA VERITAS ET VITA (oversat fra latin: jeg er vejen, sandheden og livet). Figuren og det runde vindue i østgavlen stammer formodentlig fra den oprindelige apsis.
Norddøren er tilmuret. I murværket ses flere romanske vinduer. Vestgavlens murværk er noget tykkere end det øvrige murværk, hvilket kunne antyde, at man har forberedt et tårnbyggeri. Vestgavlen blev ommuret i 1700-tallet med cirkulære og rundbuede blændinger. Våbenhuset er opført i sengotisk tid men er blevet stærkt omdannet i nyere tid. Tagrytteren blev opsat i 1730'erne men blev fornyet i 1888.
I korets sydmur ses et tilmuret spedalskheds- vindue, hvor man har rakt mad ud til spedalske. I kirken ses en senromansk gravsten med indskrift på latin: "Her hviler den unge sognepræst begravet under korsets tegn". Kirkens indre præges stadig af en større restaurering i 1730'erne under Christian VI (1730-46), som var stærkt grebet af pietismen. Christian VI's monogram ses flere steder i kirken bl.a. på altertavlen fra 1730. Det oprindelige altertavlemaleri med den vantro Thomas er nu ophængt i kirken.
Døbefonten er romansk og i granit. Prædikestolen er fra omkring 1600. Lydhimlen og stoleværk er fra omkring 1703.
Kirken er beliggende på Anneksvej 1, Viuf.
Litteratur og kilder
- Kirker i Haderslev Stift. Folder (2000).
- http://almindviufkirker.dk
- http://www.nordenskirker.dk