Se kildekoden til Glassliber Sørensen i Kolding arrest under besættelsen (bog)

Glassliber Sørensen i Kolding arrest under besættelsen, er et lille boghæfte med erindringer fra glassliber og [[modstandsbevægelsen|modstandsmand]] [[Jens Martin Sørensen]] om hans modstandsarbejde og ophold i [[Kolding Arrest]], udgivet af [[DKP]]-Kolding Bogcafeens forlag omkring 1981. Overskud fra salget gik til DKP. 

Gengivet boguddrag er blevet afskrevet og digitaliseret af krigendagfordag.dk i juli 2020. 

== Boguddrag ==
[[Fil:Budstikken juli 1943 - foto krigendagfordagdk.jpg|215px|thumb|Forsiden af det illegale blad Budstikkens juni 1943 udgave. Opbevares på Kolding Stadsarkiv. Foto: krigendagfordag.dk / Billy Sørensen 2018 ]]
'''Modstandsarbejdet kommer i gang'''

Et stykke tid efter 9. april 1940 fik vi i DKP besked om at inddele os i celler i stedet for at have én forening. Vi blev delt ind efter bydelene. I stedet for at holde store samlede møder, havde vi små gruppemøder. Bladarbejdet kom i gang lidt efter lidt. Først løbesedler og Land og Folk. Men fra midten af 1943 kom Budstikken, som jeg ikke selv var med til at lave. Men jeg var med til at dele den ud og til at samle penge ind til den.

''Billede fra side 1 udeladt''

''Billedtekst: Budstikkens trykkeri i Fjordglimt''

I dette havehus sad man og trykkede bladet og vi fandt undertiden trykkerne smurt ind i sværte, når vi kom for at hente bladet. Dette var jo selvfølgelig farligt, men til at begynde med troede man, at alting gik. Derfor var man ikke så forsigtig. Men så fik vi at vide, at en købmand, der boede i nærheden, havde fået opsporet, at folk snakkede om, at der foregik noget oppe i det lysthus. Derefter kom en af mine gamle venner og sagde, at vi skulle til at passe på. Så var det jo med at få flyttet i en fart. Vores partiformand Alfred Kristensen, som var tømrer, havde lavet en stor trækasse. Og her kunne det hele gå i, både maskine og papir.

Jeg delte bladet ud til arbejdskammerater og folk der arbejdede på nogle af de store fabrikker og til nogle enkeltpersoner. Så hørte jeg, at man begyndte at ”hugge” folk på gaden og derfor fandt jeg på, at min datter, som var en halv snes år, kunne gå bagefter mig med bladene i sin skoletaske. Hvis jeg så blev nappet, havde jeg kun ét blad på mig, og det kunne jeg jo sige, at jeg lige havde fået. Og pigen vidste, at hvis der skete et eller andet, skulle hun bare vende om og gå.

Vi indsamlede penge til materialer osv. til bladet. Hvert medlem havde sin kreds at samle ind hos. De udbetalte pengene til mig, som førte regnskabet. Holger Viveke kom her fast én gang om måneden. Han fik regnskabet og penge, og hvad der ellers kunne falde af, pistoler fx Det var altså ikke kun Budstikken, der nød godt af indsamlingen. Indsamlingen gik gevaldig godt. Vi fik fra mange forretningsfolk, f.eks var der en, [[Hans Kloster Suurballe|Surballe]], der kom med et par hundrede kr. til mig, da min kammerat Grønnebæk blev taget. Dem skulle konen have til hjælp til brændsel. Det var forresten også ham, der, da man begyndte at klippe tyskerpigerne, hængte en mængde sakse op i vinduet og lavede et skilt med ordene ”Sakse til alle formål”. Mange forretningsfolk blev da også arresteret, men de blev hurtigt løsladt igen.

Regnskabet havde jeg skjult nede på værkstedet. Det var ført sådan, at der ikke stod navne, men i stedet mærker. Det var kun mig selv, der kunne finde ud af det. Da jeg blev taget gemte en af mine kammerater, som vidste, hvor det lå, regnskabet længere væk.

Engang jeg kom hjem fik jeg på gaden at vide, at Gestapo havde været efter mig. Det kunne jeg nu ikke tro, sagde jeg. På det tidspunkt havde vi netop haft alle bladene heroppe for at samle dem. Ja, vi havde faktisk et par tusinde numre stående ved siden af sengen den nat. Næste dag kom Karl Ivan Skræppenborg Nielsen og Valdemar Petersen for øvrigt med en stor bagerkurv, som de skjulte bladene i og så gik de ud og delte ”frisk brød” ud de forskellige steder.

Inden for politiet var der nogle reservebetjente. Vi kaldte dem for svelletællere. De var jo anset til at gå ude på banelinjerne. En af dem havde en strækning herfra til Lunderskov. Han fik så nogle blade med. Sådan blev bladene også fordelt.

Jeg havde en god ven blandt de tyske soldater som gik vagt på havnen ved olielageret. Han og en ven kom ofte ind og fik kaffe i det klubhus, vi havde dernede. Han kom med sødetabletter. En dag spurgte han, om han ikke måtte komme og besøge mig i mit hjem og se, hvordan vi boede. Vi aftalte en aften. Da han så kom og ringede på, var der to mand. Jeg blev noget nervøs, men han sagde, at det var hans bedste kammerat og at han var god nok. De kom så ind og fik kaffe og kiggede billeder og fotografier. Vi diskuterede ikke politik.

Næste dag kom en af naboerne og sagde, at nu skulle jeg til at passe på ”for der gik et par tyskere og luskede omkring huset i går”. ”Nå, for Søren, det er ikke så godt”, sagde jeg, og lod være med at fortælle, at de var inde at få kaffe.

Undertiden var der en anden med min tyske ven. Nogle havde medaljer, så sagde han: ”Pas på. Han er nazi”.

Jeg havde gemt alle mine kommunistiske pjecer væk, Ligeledes havde jeg gemt et fotografialbum fra Sovjetunionen, for fandt de det, ville jeg jo være leveret.

Nogle medlemmer lavede sabotage uden om partiet. Man kunne godt sige, at tiden ikke var moden til det. Men de følte jo, at der skulle ske noget.

Her i Kolding deltog vi ikke i den diskussion. Vi havde nok i vores eget. Desuden var vi jo dårligt informeret. Vi havde ikke vores egne blade og kunne altså kun holde os til rygter og de borgerlige blade.

== Henvisninger ==
* Se også: ''[[Budstikken genoplives (boguddrag)]]''

{{Kolding under besættelsen}}
[[Kategori: Modstandsbevægelsen]]
[[Kategori: Kildematerialer]]